Kæledyr - Fugleedderkopper på rejse med bananer
Barn ædt af fugleedderkop i Brugsen!
Nej vel? Den tror vi ikke på.
Men hvad er fup og hvad er fakta om fugledderkopper, som kommer til Danmark sammen med bananerne?
© Hvis du skal bruge tekst og billeder, så
læs først, hvad du må og ikke må gøre med dem.
Edderkopper på rejse
Før afrejsen
Det er rigtigt, at der findes fugleedderkopper mange af de steder, hvor bananerne gror. Så langt så godt.
Inden bananerne bliver pakket i kasser, bliver de renset, sprøjtet og vasket. Hver enkelt banan har været forbi et menneske, som skal sørge for, at de er rene. De aller fleste edderkopper vil blive opdaget og børstet væk her. Men ikke alle. En sjælden gang imellem sker det, at en edderkop overlever sprøjtningen og rengøringen og slipper uset af sted sammen med bananerne.
|
Turen til Europa
Ombord i skibet, der skal sejle bananerne til Europa, bliver bananerne og de få edderkopper, som er sluppet med, kølet ned og den lange, meget kolde rejse begynder. Det går hårdt ud over edderkopperne. De aller fleste dør af kulde og sult.
|
På grønthandlerens hylde
I meget sjældne tilfælde kommer en stakkels, halvdød fugleedderkop helt frem til grønthandlerens hylder, hvor en kunde eller grønthandleren selv får øje på den. Her kan panik og røverhistorien begynde. En hel del mennesker går fuldstændig bananas ...
Hvis der virkelig er tale om en ægte fugleedderkop og ikke bare om en almindelig dansk jagtedderkop på fem-seks centimeter, så skal man ikke tage den op med hænderne. Godt nok betyder det ikke den visse død, at blive bidt, men det kan være ubehageligt nok. I virkeligheden er edderkopperne ret harmløse, især når de er halvdøde.
Måske kan man ryste kræet ned på gulvet og jokke på den, eller man kan ringe til Falck og lade dem gøre det. Under alle omstændigheder er der ingen grund til at gå i panik. Det er en edderkop, ikke en tyrannosaurus.
Og i de aller fleste tilfælde er der alligevel bare tale om en ganske almindelig dansk jagtedderkop, som bliver større og større for hver gang historien bliver fortalt videre og til sidst kommer i avisen og i fjernsynet, hvor folk kan fortælle, hvordan de modigt så edderkoppe-døden i øjnene - dem alle otte.
Se artiklen om fugleddderkopper her.
|
Image(s) used under license from Shutterstock.com