123abc-skolen & Depotet  |
Medlems-login Log af |
| 123abc-skolen & Depotet |
Medlems-login Log af |
Luftens herrer Pterosaurerne, eller flyveøglerne, udviklede sig i den sene Trias-tid for omkring 215 millioner år siden (omkring 70 millioner før den første kendte fugl, Archaeopteryx, dukkede op). Flyveøglerne havde deres storhedstid i hele Jura-tiden og den tidlige Kridt-tid. De udviklede mange former, fra bitte små til de største af alle flyvende dyr nogensinde. Så begyndte det at gå tilbage for flyveøglerne og de sidste forsvandt sammen med alle andre store dyr, da den Mesozoiske tid endte. Man har fundet rester af flyveøgler over alt på Jorden. De fleste fund er gjort i lag, som er aflejret i vand. Pterosaurer over alt Pterosaurer fandtes på alle kontinenter, men Jorden så meget anderledes ud dengang for 220 millioner år siden, da de første flyve-øgler viste sig i luften. De store land-plader, som udgør kontinenterne lå meget tættere end i dag. Atlanterhavet var slet ikke dannet endnu, og Indien var ikke drevet op og stødt sammen med Asien. Kontinenterne dannede et enormt landområde, som vi kalder Pangaea. Her fløj de tidligste pterosaurer rundt. Hvor hører de til? Pterosaurer kaldes nogen gange for 'flyvende dinosaurer', men de har deres helt egen udviklings-historie. De er ikke dinosaurer. Men pterosaurerne og dinosaurerne har sandsynligvis samme forfædre - måske det lille krybdyr Lagosuchus, som levede for omkring 250 millioner år siden.
Tids-linje - millioner år siden:
250 . . . . . 200 . . . . . 150 . . . . . 100 . . ¦65 . 50 . . . . . NU
? - - - - Pterosaurernes tid - - - - - )
? - - - - Dinosaurernes tid - - - - - )
De første hvirvel-dyr i luftenPterosaurerne var de første hvirveldyr som fløj. Det var lang, lang tid inden fugle og flagermus overhovedet fandtes. Og hvad angår størrelse, så nåede pterosaurerne den yderste grænse for flyvende dyr. De største havde et vinge-fang noget større end en F-16. En succes-historie Lige som dinosaurerne var pterosaurerne en af naturens virkelig store successer. De første gik på vingerne i Trias-tiden for omkring 215 millioner år siden, og i de næste 150 millioner år udviklede de sig og trivedes over alt på Jorden inden de sidste arter uddøde, da Kridt-tiden endte for 65 millioner år siden. Til sammenligning kan man tænke på, at de første væsener, som man overhovedet kan kalde en slags mennesker, opstod for mindre end fire millioner år siden og at vores egen art næppe er over 25 tusind år gammel - et blink med øjet i sammenligning med pterosaurernes tid på Jorden. I den tid, de var på Jorden, udviklede pterosaurerne sig til et meget stort antal arter i mange former og størrelser. Mere end 120 arter er navngivet. De mindste er på størrelse med en gråspurv - de største har et vinge-fang som en mindre flyvemaskine. |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
To slags flyveøglerRhamphorhynchoidea De tidligste flyveøgler var allerede højt udviklede flyvere, da Triastiden endte for ca. 190 millioner år siden. De forekom over hele Jorden, indtil de uddøde i slutningen af Jura-tiden. De havde lange haler og forholdsvis små hoveder og korte næb. De bedst kendte arter er:
Jura-tiden varede fra ca. 205 til 142 millioner år siden Pterodactyloidea Pterodactylerne er de bedst kendte af flyveøglerne. De var allerede godt udbredt i den sene Jura-tid, da deres slægtninge, rhamphorhyncerne, uddøde. Pterodactylerne levede i hele Kridt-tiden, men der var kun få arter tilbage, da Kridttiden endte. Pterodactylerne havde samme opbygning, som de tidligere flyveøgler, men deres haler var kortere, halsene længere og hovederne mere langstrakte. I størrelse gik de fra de mindste flyveøgler og op til de største flyvende hvirveldyr (på størrelse med en lille flyvemaskine). De bedst kendte arter er:
Jura-tiden varede fra ca. 205 til 142 millioner år siden | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
De først kendte fundI 1784 beskrev natur-forskeren Cosimo Collini en meget sær forstening. Han kunne ikke finde ud af, hvilken dyregruppe det mærkelige dyr havde tilhørt. I 1801 erklærede den franske anatomen Georges Cuvier, at dyret var et flyvende krybdyr. Senere gav han det navnet Ptero-dactylus (= græsk for 'vinge-finger') efter den forlængede 4. finger, som han helt rigtigt mente havde båret hver vinge. Der var dog ingen aftryk af vingerne, men Cuvier gættede ganske rigtigt, at en tynd hud-membran havde siddet mellem den lange finger og kroppen på samme måde som på en flagermus i dag.I løbet af den næste snes år fandt man flere fossiler af de mærkelig dyr. Det blev nødvendigt at hitte på et fælles navn, og man valgte det græske ord 'pterosaur', der betyder 'vinget krybdyr'. Næsten præcis 100 år efter det første fund fandt man i 1873 en usædvanlig velbevaret pterosaur, som bekræftede Curviers teori om vinger af tynd hud. Nær byen Solnhofen i Tyskland fandt man et fossil, som klart viste aftryk af vinger. Her var det endelig bevis for, at dyrene havde fløjet. Nu har man fundet mere end 1000 pterosaurer, men aftryk af vinger er stadig en sjældenhed. Udseende og levemåde  Sådan fik de mad Nogle af de store pterosaurer fløj langt ud over den tids have. Den store Pteradon Sternbergi havde et vingefang på omkring 8 meter. Dens underkæbe var over 1 meter lang og formet til fiskefangst. Man har fundet rester af den omkring 200 km fra de nærmeste kyster fra kridttiden. Nogle af de senere pterodactyloider udviklede kæber med hundredevis af nåle-spidse tænder, der har været rigtig gode til at filtrere små dyr og planter ud af vandet i den tids søer. Andre havde slet ingen tænder, og deres kæber har muligvis været dækket af et glat horn-lag, som vi kender det fra fuglene i dag, og de har sikkert fundet deres mad på samme måde som nutidens fugle. Var de gode flyvere? Engang troede man, at pterosaurerne ikke havde været ret gode flyvere, fordi de var krybdyr. Men man kan ikke sammenligne dem med nutidens krybdyr, som er helt afhængige af omgivelsernes temperatur. Fra fund i Kazakhstan ved man, at pterosaurerne var dækket af en slags hår eller pels. Pels og fjer betyder, at dyret kan holde på kroppens varme, og det betyder, at dyret selv har produceret den nødvendige varme, som musklerne har brug for, når de skal være aktive - fuldstændig lige som dine egne muskler. I dag er der derfor næppe tvivl om, at pterosaurerne var højt udviklede flyvere lige som vore dages fugle, der har overtaget pterosaurernes plads i naturen. Meget tyder på, at Pterosaurerne voksede meget hurtigt og blev hurtigt voksne. Hurtig vækst og pels er typiske træk hos moderne varm-blodede dyr. Der skal bruges virkelig meget muskelkraft til at baske med vinger. Derfor er det helt utænkeligt, at pterosaurer kan have fløjet rundt, hvis de ikke havde en hurtig forbrænding og en hurtig forsyning med ilt til musklerne. Hvis de havde været kold-blodede kunne de kun have basket rundt i få minutter ad gangen, og når man ser på hvor veltilpassede deres kroppe er til et liv som luft-bårne, så er der ingen tvivl tilbage om, at de i al fald fungerede som varm-blodede ligegyldigt, hvad vi så vælger at kalde dem nu. Hule knogler Pterosaurernes knogler var hule lige som fuglenes knogler er i dag. Det gav store fordele med hensyn til flyvning, men det gjorde også, at deres skeletter var så skrøbelige, at ikke ret mange af dem blev til hele fossiler. Kun hvis dyret kom til at ligge på helt ideelle steder som på bundet af havet eller i en sø. Her kunne de nemt blive dækket af blødt, beskyttende mudder. Hvor stort kan et flyvende dyr blive? Engang beregnede flyvemaskine-konstruktører, at Pteranodon med sine 7 meters vingefang, var det tungeste dyr, der kunne lette fra jorden ved egen kraft. Det var før man fandt skelettet af Quetzalcoatlus Northropi. Med et vingefang på omkring 12 meter er dette dyr og dets nærmeste slægtninge de (foreløbig?) største, som nogen sinde har fløjet frit i luften. Den største nulevende fugl er albatrossen, som måler lidt under 4 meter fra vingespids til vingespids. Quetzalcoatlus er et af eksemplerne på den udvikling mod stadig større dyr, som begyndte med Kridttiden for omkring 144 millioner år siden. Det var den udvikling der stoppede for 65 millioner år siden, da alle store dyr af (næsten) ukendte årsager uddøde i løbet af forholdsvis kort tid. Med sine enorme vinger kunne Quetzalcoatlus udnytte de naturlige op-vinde i luft-havet og svæve vidt omkring uden at bruge ret megen muskelkraft. Små flyvende dyr er nødt til at baske meget med vingerne for at holde sig i luften. Men jo større dyrene bliver jo bedre kan de udnytte den gratis energi i lufthavet. På mange måder ligner nutidens svæveflyvere de ældgamle flyveøgler med lange slanke vinger og spinkle, lette kroppe. Og lige som svæveflyvere kan udnytte den opstigende luft over varme landområder, så har de store flyveøgler sikkert også drevet omkring i den lune luft over fortidens flodbredder på jagt efter mad. Hvordan bevægede de sig på jorden? Pterosaurerne kunne naturligvis ikke flyve hele tiden. De var nødt til at lande engang imellem. I de senere år har man fundet adskillige forstenede fodaftryk, som (måske) stammer fra pterosaurer. Ud fra aftrykkene kan man slutte, at dyrene nærmest har gået på alle fire. Det vil sige, de har gået på benene og støttet med armene, sådan som man kan se flagermus gøre i dag. Men forskerne er ikke enige. Nogle tror, at pterosaurerne blot gik på bagbenene. Men gået har de i al fald. Fx når det var så dårligt vejr, at de ikke kunne flyve sikkert med deres skrøbelige knogler. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Der er stadig meget vi ikke vedFordi så få pterosaurer er rigtig velbevarede, er der store huller i vores viden om dem. Vi ved fx ikke, hvordan de udviklede evnen til at flyve. Alle fund viser fuldt udviklede flyvere, men det er helt usandsynligt, at de er opstået fuldt færdige til at gå på vingerne. Vi ved heller ikke, hvorfor de forsvandt. Ud fra skeletterne har vi et ret godt billede af, hvordan de så ud, men præcis hvordan, får vi aldrig at vide. Blød-dele som muskler, sener og hud giver yderst sjældent gode forsteninger. Og alle farver er rent gætteri. Efter 200 års studier er der stadig stor uenighed om detaljerne når det gælder pterosaurer. På et fossil er det yderst vanskeligt at se forskel på almindelig hud, vinge-hud eller bare et fladtrådt dyr - hvis huden overhovedet er med. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
![[Image]](../../Vignetter/bronto01.gif){kind=small}
|
