Første side | Noveller – oversigt



VAMPYRENS HJERTE

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 2016

Det var en af de sjældne vintre, hvor frosten kom tidligt og bed sig fast, endnu inden sneen nåede at lægge et beskyttende tæppe over jorden. Knoldene på markerne blev hårde som sten, og der kom et glasklart låg på søerne, som ungerne kunne kaste småsten hen over, så det lød som fugle, der pippede i den frostklare luft.
    Folk tog vanter og huer og halstørklæder på og slog kraven op, når de gik ud, og de forsikrede hinanden om, at det nok snart blev tø igen, eller de stampede i jorden og mindede hinanden om, at sådan var det også begyndt dengang, der var rigtige isvintre til. Så kom sneen. Store hvide krystaller dalede i uendelige myriader ud af himlen og gjorde landet stille.
    På Enø frøs den lille færge fast i færgelejet, og folk begyndte allerede at tale om, at man snart kunne køre over til fastlandet ligesom dengang i 43, hvor man havde fragtet gods over med hestevogn lige til maj måned ... eller var det marts? Det var der ingen, der huskede mere, men koldt havde det været.
    I præstegården på Enø fordrev man tiden med kortspil og bloddryppende spøgelseshistorier. En rejsende i salmebøger var sneet inde på øen og boede i præstegården, og han var en sand mester i gruopvækkende historier om gengangere, varulve, levende døde og vampyrer, som overfaldt folk i deres senge og drak deres blod.
    Præstegården havde altid været et af øens samlingssteder, hvor de ældre kom for at snakke og drikke kaffe og spille kort i det store gamle folkekøkken, mens de unge foretrak præstens frække datter og udspekulerede søn. Der, hvor Barbara og Benjamin var, kunne man altid regne med skæg og ballade, og meget ofte gik morskaben ud over store, skikkelige Hemming, som boede i et afsides værelse i den rummelige præstegård og gik til hånde, hvor han kunne. Men i snestormen var der ikke meget andet for ham at gøre end at redde de store røde plastic-julehjerter fra granen foran gården, inden stormen gjorde kål på dem. Han slæbte hjerterne ned i pulterrummet bag sit værelse og glemte alt om dem.
    Det er højst tænkeligt, at Hemming ville have fået betegnelsen landsbytosse i andre samfund, men på Enø var han bare Hemming fra præstegården, og ingen tog sig af, at han var lidt sen i det, for på sin egen sindige facon gjorde han så mange små tjenester rundt omkring, at han i grunden nærmest var uundværlig. Det var faktisk kun øens halvvoksne unge, anført af præsteparrets hjerteløse afkom, der plagede Hemming og konstant mindede ham om, at han ikke var som alle andre.
    Men nu, hvor vinden peb om hushjørnerne og frosten bed i træværket under taget, så det lød som om, der gik nogen deroppe, krøb man sammen om kaffebordet i præstegårdens køkken. Præsten og tre andre mænd spillede whist, mens alle lyttede til salmebogs-repræsentanten og flere gange glemte at tygge småkagerne af bar spænding, og Hemming gøs og rystede sig som en stor hund og slugte hvert ord fra repræsentantens mund, som var det grev Dracula selv, der havde rejst sig fra sin klamme grav og fortalte sin livshistorie med blottede hugtænder lige der for øjnene af dem.
    Man dør næsten af skræk, sagde Hemming, da repræsentanten holdt en pause, inden alle småkagerne forsvandt fra bordet. Kan du ikke nogle flere?
    Der er en skrap en om vampyrer, sagde repræsentanten og skævede i retning af præsten.
    Det går nok, mente pastoren og smed spader dame på bordet med et lille smæld. Bare den ender med, at bæstet får en pæl gennem hjertet.
    Hemmings øjne blev dobbelt så store. En pæl gennem hjertet?
    De andre grinede.
    Præstens søn, Benjamin, lænede sig over mod Hemming. Ja, ved du ikke det? Den eneste måde, man kan dræbe en vampyr på, er ved at hamre en træpæl gennem dens hjerte.
    Hemming så på den unge mand med en blanding af vantro og rædsel. Det må da gøre frygtelig ondt.
    Når man står over for en vampyr, er der ikke tid til medlidenhed, sagde repræsentanten med autoritet. Så gælder det om at handle hurtigt, inden bæstet sætter tænderne i halsen på en selv og begynder at drikke ens varme blod direkte ud af årerne.
    Hemming tog sig uvilkårligt til halsen.
    De unge fnisede ad den store, naive mand, og præstens datter, Barbara, gjorde et sigende tegn med fingrene i nærheden af hovedet.
    Hvilke noget træ er bedst til pælen? spurgte Benjamin med påtaget alvor. De andre unge var ved at omkomme af indeklemt grin, mens de spændt afventede Hemmings reaktion på den interessante samtale.
    Repræsentanten holdt masken, da han svarede: - I de gamle bøger anbefales kirsebærtræ, som en jomfru har fældet ved fuldmåne med en økse af sølv.
    Så er det for sent for Barbara at gøre noget effektivt, grinede Benjamin og puffede til sin søster.
    Hvor er du dum, sagde hun og slog ham på armen, mens hendes mor så undrende på hende.
    I virkeligheden er du selv en vampyr, blev Benjamin ved og dækkede sig grinende for Barbaras angreb. Jeg har selv set de mærker, du har lavet på halsen af temmelig mange her på øen ... vampyren Barbara! Uhhh! Hendes bid gør dig stiv ... af skræk!
    - Så så, tyssede præsten. - Lad nu repræsentanten tale færdig.
    Men alt træ kan bruges i en nødsituation, fortsatte repræsentanten. Det skal bare være en god, spids pæl, som er lang nok til at nå hele vejen gennem kroppen.
    I det samme gik der et iskoldt sus gennem køkkenet, hvor de sad, men det fik dog en naturlig forklaring, da Morten fra Enegården viste sig i vindfanget og rystede sneen af sig. Han stampede og pustede, mens han kom af overtøjet derude, og da han kom ind i køkkenet, så de tydeligt på hans ildrøde kinder og blegfrosne næse, at det havde været en hård tur ind til byen ude fra gården på det yderste næs.
    Nu skal du få noget varmt at styrke dig på, sagde præstens kone og hentede en kop mere.
    Ja, tak da, sagde Morten og hilste rundt i flokken omkring langbordet og gned hænderne mod hinanden over den lille, tykmavede brændeovn. Ja, så er gamle Ane ligodt død i nat.
    - Herregud da, lever hun endnu, sagde repræsentanten.
    - Ja såmænd, svarede Morten og trak en stol hen til bordet og satte sig og så på kortspillet. Kan man være med?
    Præsten rejste sig. - Du kan overtage mine kort, jeg må hellere tage ud og se til Ane, selv om jeg ved Herren ville ønske, det kunne holde op med at storme og sne.
    Ja, jeg tog sådan set liget med her ned, sagde Morten og flyttede lidt om på præstens kort. For at spare pastoren for turen. Hun ligger ude på ladvognen. Det er en grim vej i det her vejr.
    Pastorens kone slog hånden for munden. Ligger den stakkels kvinde ude på ladvognen!
    Morten rømmede sig lidt. Ja altså, hun har jo persianeren på. Den er godt nok lidt tynd i pelsen efterhånden, men jeg tænkte, at det nok ikke gjorde så meget i dagens anledning.
    Jamen, hvor kan vi dog gøre af det gamle liv? spurgte præstens kone. Gæsteværelset er jo allerede optaget.
    Præsten tænkte sig lidt om. Det er jo en nødsituation, sagde han tøvende. Vi kunne lægge hende i pulterrummet bag Hemmings værelse. Dér er koldt og godt.
    Altså bar de gamle Ane ind gennem Hemmings værelse og ind i det uopvarmede pulterkammer til stole og lamper og de store røde plastic-julehjerter fra kirkens juletræ og lagde hende i den ene af de to lange tremmekasser, som kirkens nye klokkespil var kommet i forrige sommer. Hun var stiv som et bræt.
    Der er så koldt som et frysehus her, sagde repræsentanten og pustede i hænderne, da de havde bakset kassen op på to bukke. Fingrene var blevet helt hvide af kulde af at holde på liget.
    Tilbage i køkkenets varme diskuterede de problemet med graven.
    Vi må sprænge hullet med dynamit, mente én.
    Det går ikke, sagde præsten. - Vi risikerer at lufttrykket smadre ruderne i kirken.
    Desværre havde præsten nok ret. Det kunne ellers have set flot ud med jord og skidt i en søjle op i luften, og et ordentlig knald var altid værd at komme efter, når man kun kunne tage en enkelt kanal på tv.
    Der gik et par dage, hvor vejret skabte sig helt tosset, så de fleste havde ikke andet at lave end at sidde og putte sig i præstegården og drille Hemming.
    Nå, nu har du rigtignok fået dig en kone, hvad Hemming?
    Det er jo bare gamle Ane, svarede Hemming.
    Er det ikke uhyggeligt, at have hende liggende lige ved siden af, når du skal sove?
    Næh, sagde Hemming. Hun er jo død.
    De andre grinede, men Hemming forstod ikke rigtig, hvad der var så morsomt.
    Tænk nu, hvis hun er en vampyr, Hemming. Hvad vil du så gøre?
    Jeg er ikke bange for vampyrer mere, svarede Hemming.
    Det var efter den samtale, at Benjamin fik en nedrig ide til, hvordan man kunne skræmme livet af Hemming på en måde, som ville gå over i øens historie.
    Benjamin og Barbara og de andre unge fik fat i en gammel mølædt paryk, som blev brugt ved krybbespillet til jul, og ved hjælp af kraftig sminke og en hel del fantasi lykkedes det i løbet af aftenen at forvandle Barbara til noget, der lignede en uhyggelig gæst fra det hinsides.
     Det er sgu lige før, jeg selv bliver bange, sagde Barbara og så på sit uhyggelige ansigt i spejlet.
    Han pisser i bukserne, når han ser dig, mente hendes bror.
    Han dør simpelt hen af skræk.
    Bare han ikke flygter ud og bliver væk i sneen, sagde en af de andre og blev straks overfaldet af de andre for sin blødsødenhed.
     Barbara satte parykken godt fast med hårnåle. Sådan, nu er jeg klar.
    Vi skal skynde os, sagde Benjamin.
    De kunne ikke så godt gå gennem præstegården med Barbara klædt ud som Døden selv, så de hoppede ud af vinduet og sneg sig ind gennem Hemmings egen indgang omme bag ved.
    Hvad nu, hvis han er hjemme, hviskede Barbara.
    Han er oppe ved kirken for at se om det hele står der endnu, svarede Benjamin.
    Barbara blev stående ved yderdøren. Jeg går altså ikke ind, før hun er væk.
    Schyy.
    De andre gik ind i Hemmings spartanske værelse.
    Hold kæft for et sted at bo. Manden må være bims.
    Han er sgu bims.
    Det var ikke mig, der skulle sove med et lig inde ved siden af, mand.
    Fem minutter senere var gamle Ane bakset væk og anbragt op ad væggen bag hønsehuset.
    Hun havde nok ikke regnet med at komme på højkant igen, sagde Benjamin.
    Barbara fulgte med ind i pulterrummet, hvor den anden tremmekasse var kommet op på bukkene.
    - Her er koldt, gøs hun.
    - Du skal bare være her et øjeblik. Husk nu at stønne rigtig uhyggeligt og lad være med at åbne låget, før han kommer ud og ser dig. Det skal være rigtig uhyggeligt.

***

 Fuldmånen skinnede klart fra den tindrende vinterhimmel, da Hemming endelig vovede sig frem fra sit skjul bag stengærdet mellem kirken og præstegården og gik en lang omvej, inden han lukkede sig ind på sit værelse og låste døren efter sig og trak det besværlige overtøj af og følte ind i mørket under sengen med den ene hånd. Jo, de var der endnu. Han kunne roligt lægge sig. Da han lidt efter krøb ned i den iskolde seng, gøs han alligevel ved synet af det blege månelys gennem ruderne og de forvredne skygger fra æbletræet udenfor, og et øjeblik så han et glimt af noget andet derude og hørte sneen knirke. Han vendte sig om på siden med ryggen til vinduet og lyttede. Der var et eller andet ude i pulterrummet ... dér var det igen. Som om nogen stønnede... Nu lød der også en tydelig banken; en knokkelhånd mod træ. Stille, uendelig stille, fik han drejet sig i sengen. Hans hånd søgte ned i mørket.
    Imens lå Barbara ude i pulterrummet i den aflange tremmekasse og ventede på at døren til Hemmings værelse skulle gå op, så hun kunne udføre sit store nummer. Hjertet hamrede i hende af bare spænding og selv om der var bidende koldt, og hun frøs, var hun alligevel svedig i hænderne. Hun klaprede lidt med kassens låg og stønnede så uhyggeligt, hun kunne. åhh, åhh ... uhhh!
    Så hørte hun håndtaget i døren til Hemmings værelse blive trykket langsomt ned med en sagte knirken i det kolde metal.
    Uhhh!
    Døren gik langsomt op. En svag lysstråle faldt ind i pulterrummet og fik Hemming til at stå som en vældig skygge i døråbningen.
    Barbara tog et godt tag om tremmerne i kassens låg og klaprede to gange med det, før hun langsomt åbnede det og satte sig op og viste sit rædselsfulde dødninge-ansigt og blottede tænderne i et lystent grin og rakte armene ud mod det godtroende fjols for fodenden af kassen.
    Ude fra lød undertrykt fnisen, men vinden forvrængede lyden og fik den til at minde om ånders hvisken i mørket, og det næste, der skete var ikke det, de håbefulde unge havde planlagt, for i stedet for at flygte i sanseløs rædsel, kastede Hemming sig frem over kassen med et vildt brøl og smækkede låget i over den forskrækkede pige, som først ikke kunne skrige, men som straks efter ikke kunne andet. Et gruopvækkende skrig flængede natten, men det var ikke Hemming, der skreg i rædsel, som de unge havde glædet sig til, men derimod Barbara, som fanget i den snævre tremmekasse skreg i afmagt og angst for døden.
    Et sekund stod de unge mennesker rådvilde i sneen under Hemmings vindue. Så stormede de modigste af dem ind mod Hemmings værelse, men kun for at ramle mod den låste dør. Fra den anden side lød et skrig, der fik alle hårene til at rejse sig på kroppen af dem, og skriget blev ved og ved, sanseløst grufuldt, mens kraftige hammerslag fortalte, at noget blev banket i ... så var alt pludselig stille.
    De kastede sig mod døren og hamrede på den og skreg selv. Men døren gav sig ikke. Benjamin var allerede på vej ud igen for at smadre vinduet og komme den vej ind, da Hemming åbnede døren og så roligt på dem. I hånden holdt han en stor trækølle af den slags man engang brugte til at slå tøjre-pæle i jorden med, når kreaturerne stod bundet på markerne.
    I skal ikke være bange, sagde han. - Jeg har gjort, det eneste rigtige. De masede forbi ham for at se, hvad der var sket, men i døren til pulterrummet blev de brat stående. I det svage lys så de tydeligt træpælen, der stak op mellem tremmerne i den lange kasse. Under kassen stak den spidse ende af pælen ud.
    Det var først, da de fik låget op og så Barbara ligge stum af skræk ved siden af et gennemboret, rødt plastic- julehjerte, at det gik op for dem, hvem der havde narret hvem, og fra den dag fik Hemming lov at være i fred.

Copyright (c) 2016 Jørgen Brenting