Første side | Noveller – oversigt

TRØJEN

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 2016

Han var bare så træt af hende – så uendelig træt. Han orkede ikke at leve sammen med hende mere, og han orkede ikke al det besvær, en skilsmisse ville medføre. Bare tanken om alle de fremmede, der ville blive indblandet og ville snage ...
    Det orkede han simpelt hen ikke. Alt, hvad han orkede, var at slå hende ihjel. Det var sådan, han tænkte. De havde været gift så længe og slidt så længe på hinanden, at han ikke orkede det længere. Døden ville være en befrielse – hendes død naturligvis.
    I morgen ved denne tid er jeg fri, tænkte han.
    De sad skråt over for hinanden i stuen. Han så over på hende. Hun strikkede og så fjernsyn på samme tid. Det irriterede ham grænseløst, at hun altid ville se de programmer, som han ikke kunne fordrage. Og det irriterede ham endnu mere, at hun så åbenlyst nød det, han foragtede.
    Sådan havde det ikke altid været, men sådan var det nu. Hun har ingen respekt for mig mere, tænkte han.
    Strikkepindene gik. Klik, klik, klik. Hvor han dog hadede den lyd. Aften efter aften, år efter år. Klik, klik, klik.
    – Hvad strikker du? spurgte han. Som om det overhovedet betød noget.
    Hun så overrasket hen på ham et kvart sekund, men fandt hurtigt tilbage til fjernsynsskærmen igen. – Det plejer du da ikke at spørge om, svarede hun.
    Han trak på skuldrene. Det er også lige meget, tænkte han. Der er ingen, der kommer til at gå med det alligevel ...
    – Det er en trøje, sagde hun.
    – Ærmerne var for lange på den sidste, sagde han tvært. Ærmerne var altid for lange på det, hun strikkede til ham. Som om han i hendes bevidsthed var en slags abe. Men det var måske også sådan, hun så ham? Hvordan skulle han i virkeligheden vide det, når de ikke havde talt rigtigt sammen i årevis? Måske havde hun altid betragtet ham som et dyr, når det kom til stykket. Det ville i al fald forklare, hvorfor alle de trøjer og sweatre, der fyldte hans skab, kunne passe en chimpanse.
    I morgen, tænkte han triumferende. I morgen er du død.
    Han rejste sig for at hente avisen ude i køkkenet, hvor han havde læst i den sidst.
    – Der står to stykker mad fra frokost i køleskabet, sagde hun uden at se op.
    – Jeg er ikke sulten, mumlede han.
    – Jeg sagde det også bare.
    Han så tilbage på hende. Hun var fuldkommen opslugt af fjernsynet, ænsede ham overhovedet ikke. Vidste hun virkelig ikke mere, at han ikke kunne fordrage gemt mad? Strikkepindene gik. Klik, klik, klik. På skærmen kyssede et ungt par hinanden. Han gik ud i køkkenet og satte sig med avisen ved det lille bord derude, men han kunne ikke koncentrere sig om at læse. I morgen ville det nok gå bedre.
    Han gennemtænkte sin plan, som på en måde slet ikke var nogen plan. Han ville bare slå hende oven i hovedet med et jernrør og køre ud i skoven og grave hende ned. Det var det hele. Politiet kunne lede efter hende lige så tosset, de ville. De kunne anklage ham for, hvad det skulle være, men de ville aldrig kunne bevise noget som helst, for han havde ikke noget motiv. Hvorfor i alverden skulle han myrde sin kone, ville han spørge. Kunne nogen fortælle ham det? Til sidst ville de blive trætte af ham og opgive. Der ville jo ikke være noget lig. Ingen ville være i stand til at bevise, at hun var død. Måske var hun bare gået hjemmefra.
    Det hørte man så tit.
    Han åbnede køleskabet og så ind på de to stykker smørrebrød, som stod derinde under klar plasticfilm. De så flade og kedelige ud. Præcis som konen inde i stuen, flad og kedelig. Han lukkede køleskabet igen og gik tilbage til stuen. I fjernsynet sagde en mand til en kvinde: “I love you baby.” Kvinden lignede ellers ikke en baby, men med den barm kunne hun nok have ernæret et par stykker, så det ud til. Han prøvede at følge med i handlingen, men så snart kvinden forsvandt fra skærmen, mistede han interessen. Klik, klik, klik, sagde strikkepindene.

***

    – Den bliver for lille, sagde han, da han havde fulgt lidt med i hendes arbejde.

    – Det tror jeg ikke, svarede hun uden at tage øjnene fra skærmen. Hun så ikke engang på strikketøjet. Hvordan kunne hun overhovedet vide, hvor stort det blev?
    Han rejste sig igen og gik ud i cykelskuret og tog en stump vandrør, som stod fra dengang, de fik nyt badeværelse.
    Så gik han tilbage og slog hende hårdt oven i hovedet med røret. Hun fik ikke set, hvad serien endte med. Men det endte jo alle sammen med det samme.
    Hun var ikke død, bare bevidstløs. Han ville ikke slå hende så meget med vandrøret, at der kom blod nogen steder.
    Han havde set fjernsyn nok til at vide, at selv den mindste lille blodplet kunne røbe ham. Man kunne ikke engang vaske blod så grundigt af, at det ikke kunne opdages bagefter.
    Politiets udstyr blev bedre og bedre. Det var derfor, han ville kvæle hende. På den måde kom hun heller ikke til at lide. Hvis han bare havde kvalt hende med det samme, ville hun have opdaget, at hun skulle dø, og det ville have været unødigt grusomt. Han hadede hende jo ikke på den måde. Han kunne bare ikke holde hende ud mere.
    Han lagde hænderne om hendes hals og klemte til. Det var sværere, end han havde regnet med. Han vidste heller ikke, hvor hårdt han skulle trykke, nu hvor hun allerede havde mistet bevidstheden. Telefonen ringede.
    Han slap sit tag om hendes hals og rettede sig op og opdagede, at han var blevet forpustet. Telefonen ringede igen. Han tog røret og sagde sit navn. Det var hans svigermor.
    – Nej, hun er her ikke lige nu, svigermor, sagde han ... – Synes du, jeg lyder forpustet? Nå, jeg var lige ude ved cyklerne og hente noget. Hvad? Nej, jeg ved faktisk ikke, hvor hun er – et eller andet sted mellem himmel og jord. Hun har været så forfløjen i den sidste tid. Ja, ja, vi har det skam godt. Jeg skal nok sige til hende, at du har ringet. Farvel, svigermor.
    – Det var din mor, sagde han, da han havde lagt røret på. Så tog han hende om halsen igen og klemte til. – Jeg lovede at sige til dig, at hun havde ringet.

***

Efter fem minutter var der ingen tvivl om, at hun var død, men hun holdt stadig fast i strikketøjet. Han lirkede pinde og garn fri og lagde strikketøjet i hendes stol, sådan som hun altid selv gjorde, når hun rejste sig. Så hentede han et tæppe i soveværelset og pakkede hende ind i og løftede hende op.
    Da han stod ude i entreen med hende over skulderen, ringede det på døren. Man fik da heller aldrig fred. Bare det nu ikke var hendes mor, som var styrtet over for at se, om der var noget galt. Nej, hvorfor skulle hun gøre det?
    Desuden turde hun ikke gå ti meter ned ad vejen efter mørkets frembrud. Som om hele verden vrimlede med voldsmænd, som bare stod på lur og ventede på gamle damer.
    Han manøvrerede ind i gæsteværelset og lagde liget på sengen derinde og lukkede efter sig igen. Dørklokken spillede første strofe af “Dengang jeg drog af sted”. Det var liget selv, der havde købt den klokke engang. Han havde aldrig kunnet se det morsomme i den.
    – Ja ja, nu kommer jeg, råbte han og åbnede hoveddøren.
    Det var nabokonen. Hun trådte indenfor, som om han bare var en tilfældig dørmand, og råbte ind i stuen: – Det er bare mig, Gertrud!
    – Hun er ikke hjemme, sagde han. – Jeg troede, hun var ovre hos dig.
    Nabokonen så mistroisk på ham. Han havde aldrig kunnet døje den kælling. Måske skulle han også give hende en med vandrøret. Det ville være at gøre hele nabolaget en tjeneste. Hun snagede i alt og rendte med sladder til alle, der gad høre ...
    Vandrøret! For pokker, det lå inde i stuen endnu. Hvis kællingen så det, ville hun fortælle politiet det, når Gertrud blev meldt savnet. Han stillede sig hurtigt, så hun ikke kunne gå ind i stuen.
    – Hvor er hun henne? spurgte nabokonen.
    – Jeg troede, hun var ovre hos dig, gentog han.
    Hun prøvede at se forbi ham ind i stuen.
    – Fjernsynet er tændt. Han nikkede.
    – Jeg sad og så på det. Så plejer jeg at tænde først.
    – Er Gertrud ikke hjemme?
    – Så havde jeg nok lagt mærke til det, svarede han.
    Hun sendte ham et forarget blik. – Man er måske ikke velkommen?
    – Gertrud er ikke hjemme, sagde han for tredje gang. – Jeg var faktisk på vej ud for at lede efter hende.
    – Så troede du måske ikke, hun var ovre hos mig?
    – Jeg kan ikke forstå, hvor hun er henne, når hun ikke er ovre hos dig. Hendes mor har også lige ringet. Du store himmel! Hvor længe havde den kælling tænkt sig at blive? Hvis hun blev ti sekunder til, gik han ind og hentede vandrøret og lagde hende ned.
    – Nå, men så må jeg vel komme igen en anden gang, sagde nabokonen lettere mopset.
    Der var hun heldig.
    – Ja, gør det.
    – Plejer I at have lukket til gæsteværelset? spurgte konen, da han lodsede hende ud.
    Hun legede med sit eget liv. Var der overhovedet noget, der undgik den kællings opmærksomhed? Der fandtes sikkert en eller anden lægelig betegnelse for den tilstand, hendes hjerne befandt sig i; abnorm opmærksomheds syndrom eller sådan noget. Han lukkede hoveddøren efter hende og kikkede gennem dørspionen for at sikre sig, at hun ikke blev stående ude på trappen og lyttede. Han så hende forsvinde som en mikroskopisk bille ned ad havegangen og blive opslugt af mørket.


***

Da han kom tilbage til gæsteværelset, havde liget rakt en arm ud under tæppet. Han proppede armen tilbage og hankede op i den uformelige bylt igen og vaklede ud til bryggersdøren og videre ud til bilen og lagde liget ned i bagagerummet. Så hentede han en spade og en skovl og lagde dem ned til liget, før han gik tilbage og hentede vandrøret og låste huset af.

 

***

 

Først ville politiet ikke have noget med sagen at gøre. Da de hørte, at hans kone kun havde været væk i nogle timer, sagde de, at han skulle vente og se tiden an.
    Næste morgen ringede han til dem igen og sagde, at hun stadig ikke var dukket op. De begyndte at stille ham en masse spørgsmål.
    Nej, hun var ikke syg. Nej, de havde ikke været uvenner. Nej, hun plejede ikke at gøre den slags. Om hun havde en elsker? Hvad fanden bildte de sig ind?
    Det endte med, at der kom to mand fra kriminalpolitiet ud til huset og snakkede med ham. De gik rundt og løftede lidt halvhjertet på tingene, som om de ventede at finde hende under et askebæger eller under sengen eller i skabene.
    – Mangler der noget af hendes tøj, spurgte den ene politimand.
    – Kun det hun har på ... tror jeg nok.
    – Og De har ringet til venner og bekendte?
    – Der er ingen, der har set hende, svarede han.
    Den ene politimand var en kold fisk. Han så udtryksløst rundt i stuen.
    – Må vi se udhuset? spurgte den anden politimand.
    – Der er hun heller ikke, sagde han. – Men naturligvis.
    Den udtryksløse fik øje på strikketøjet i stolen og tog det op. – Har De nogen børn?
    Det havde de ikke.
    – Den er for lille til Dem, sagde politimanden og holdt den halvfærdige trøje ud fra sig i strakte arme.
    – Det sagde jeg også til hende.
    – Strikker Deres kone meget?
    – Hele tiden.
    Politimanden nikkede. De gik alle tre ud og kikkede i udhuset og i cykelskuret. Der manglede naturligvis et stykke vandrør, men det kunne betjentene jo ikke vide.
    – Har hun været anderledes, end hun plejer? spurgte den udtryksløse. – Gjort ting, hun ikke plejer? Talt mere i telefon? Været væk hjemmefra? Brugt flere penge? Købt nyt tøj? Fået ny frisure?
    – Jeg har ikke lagt mærke til noget. Hun har været normal hele tiden. Hun smurte endda to stykker mad ekstra til mig i går.
    – Ja, det så jeg, sagde den udtryksløse. – De har ikke spist dem endnu.
    – Jeg har ikke haft nogen appetit, siden hun forsvandt.
    – Nej, det kan jeg tænke mig. Jeg tror, vi vil tale lidt med Deres naboer. Det kan være, nogen af dem har lagt mærke til noget, der kan sætte os på sporet.
    – Naboen er en rigtig sladderkælling, sagde han for at vise, at han var uskyldig. – Hun ved alt og lidt til.

 

***

 

 Der gik flere dage. Politiet kom ingen vegne. De gravede i haven og påstod, uden selv at tro på det, at han havde skaffet hende af vejen, men anklagen faldt til jorden, fordi der ikke var noget lig. Det gik fuldstændig, som han havde planlagt.
    Der var gået næsten en uge, da den udtryksløse kriminalbetjent dukkede op igen.
    – Tilsyneladende havde De jo ikke noget motiv til at tage livet af Deres kone, sagde politimanden. – Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på trøjen.
    – Trøjen?
    – Det er et stort arbejde at strikke sådan en trøje. Det er ikke noget, man bare gør ud i den blå luft. Den trøje skulle bruges af nogen. Kan De se, hvad jeg mener? Deres kone var dygtig til at strikke, så jeg tænkte, at hvis hun strikkede en trøje, så passede den sikkert til en eller anden. Og den er for lille til Dem. Er De med? Vi satte os altså for at finde den, der skulle have trøjen. Er det ikke logisk?
    – Jeg forstår ikke ...
    – Og vi fandt ham faktisk.
    – Ham?
    – Deres kones elsker. Det tog sin tid, men vi fandt ham.
    – Hendes hvad!
    – Lad bare være med at spille komedie. Deres kone havde haft en ... skal vi sige: en forstående ven i et års tid. Han er kommet i Deres hjem, når De var ude. Men det ved De naturligvis. Man kan ikke undgå at vide den slags.
– Det tror jeg ikke på! Ikke Gertrud. Det må være noget, den lede kælling overfor har bildt Dem ind.
    – Slet ikke. Hun sagde bare, at strikketøjet lå sjusket, og nøglet var ikke sat på for at lukke det.
    – Nøglet sat på?
    – Ja, De ved, sådan som kvinder gør, for at strikketøjet ikke skal falde af pindene.
    – Det vidste jeg ikke.
    – Nej vel? Jeg vil tro, at vi forholdsvis nemt kan finde spor efter drabet, hvis vi først rigtig går i gang. De vil blive forbavset, når De ser, hvilke små spor man kan finde i vore dage. Hvad siger De til det?
    – Var det virkelig trøjen? spurgte han undrende.
    – Hvis De bare havde ventet, til hun var færdig med den og havde afleveret den, så havde vi aldrig fået mistanke om en elsker. Men tanken om en anden mand var vel mere, end De kunne bære?
    – Det var lyden, jeg ikke kunne holde ud.
    – Lyden? – Klik, klik, klik. Altid. Det var til at blive vanvittig af.

 Copyright (c) 2016 Jørgen Brenting

(teksten er registreret som tilhørende Jørgen Brenting - den må kun kopieres til privat brug.)

Første side | Noveller – oversigt