Første side | Noveller – oversigt

ET SPØRGSMÅL OM KEMI

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 2016

Vi mødtes på båden fra Amerika til England, og det er i virkeligheden meget pudsigt, for næsten ingen sejler over Atlanten i vore dage. De fleste foretrækker at flyve, frem for at bruge flere dage til søs med fare for dårligt vejr og kedsomhed og alt for meget god mad og champagne.
   Men vi er altså en tapper lille skare, som stadig er af den mening, at hvis Vorherre havde ment, at vi skulle flyve gennem luften som duer, så havde han udstyret os med egne vinger. Så kan man selvfølgelig sige, at så burde vi have svømmet fra New York til Liverpool, men det er nu nok at kræve for meget af de fleste. En luksusliner forekommer mig at være et passende kompromis. Nå, men af alle mennesker, var det altså Robertson jeg mødte, da jeg den første dag stod lænet til rælingen og udførte dybsindige tanker om mængden af vand i verden i sammenligning med mængden af så meget andet.
   Jeg vil ikke påstå, at jeg kender Robertson godt, men vi støder på hinanden af og til. Som regel vil han låne penge, fordi han er en uforbedrelig spillefugl, men denne gang kom han i et andet ærinde i følgeskab med en ung dame, som både var smart og meget køn.
  – Hør, kan du ikke lige passe på Michelle et øjeblik, sagde han. – Jeg er nødt til at gå tilbage til et par herrer inde ved kortbordet.
   Det var typisk Robertson. Vi havde ikke set hinande i et par år, og så skulle jeg uden videre gøre ham en tjeneste. Og hvad i alverden skulle jeg passe på Michelle for? Jeg anede ikke engang hvem Michelle var, skønt jeg syntes, jeg burde kende hende et eller andet sted fra. Desuden kan en kvinde vel passe på sig selv i vore dage. Og hvad havde han i det hele taget ment? Skulle jeg passe på, hun ikke faldt i vandet, eller skulle jeg passe på, hun ikke forvildede sig ned i maskinrummet, eller skulle jeg slet og ret bevogte hende dér på stedet, til han kom tilbage og hentede hende?
   Det fik jeg ikke svar på, for væk var Robertson. Det var helt typisk. Det var først, da han var gået, det gik op for mig, at Michelle stod temmelig usikkert på benene. Hun lugtede ikke af spiritus, så jeg tænkte, at hun måske bare havde svage ben, men det kunne også være den friske søluft, der førte hendes ånde bort fra mig, så for en sikkerheds skyld sagde jeg: – Nå, er der noget jeg kan hjælpe dig med?
   Hun så på mig med de kønne øjne, hun nu engang var udstyret med, og sagde meget sødt: – Du må gerne følge mig ned til min kahyt.
   Og så kunne jeg pludselig huske, hvor jeg havde set hende før: I avisen. Hun var gift med ham den gamle violinist, som lignede en abe, og som jeg altid glemmer navnet på, så her kalder vi ham bare X. I visse dele af pressen gik Michelle og X under betegnelsen "skønheden og udyret" og det er i virkeligheden uretfærdigt overfor violinisten, for han var sikkert en flink fyr inde bag sit elendige udseende. I al fald var han styrtende rig på grund af alt sit violinspil rundt omkring i verden, men det kom jo ikke rigtig sagen ved.
   Jeg sagde i al fald ja til at følge den unge dame ned til hendes kahyt, og da vi kom ind i læ, kunne jeg godt fornemme, at hendes ben sikkert var ganske udmærkede til hverdag. Det var bare midlertidigt, de var lidt ustabile, så jeg tog hende fast under armen for at forhindre hende i at lave uønskede kniks og den slags. Jeg ved ikke, om hendes hjerte slog lidt hurtigere ved den tætte kontakt med mig, men hendes ene bryst føltes i al fald ganske tydeligt mod min hånd, hvilket jeg fandt mig i så længe, det var nødvendigt.

Det viste sig, at Michelle boede sammen med sin mand violinisten i den mest skumle del af skibet, så måske gav spilleriet ikke så meget, som visse folk påstod eller også, var parret bare påholdende i pengesager. Sådan er rige folk tit. Under alle omstændigheder befandt vi os temmelig fjernt fra den øvrige del af passagererne, da vi endelig nåede frem til den rigtige kahyt, og det var nok godt det samme, når man tænker på, hvad der videre skete.
   Mens Michelle et øjeblik lænede sit yndefulde legeme op ad væggen ved siden af døren, forsøgte jeg galant at finde hullet i halvmørket. Men har De nogen sinde prøvet at holde en svagtstående person oppe med den ene hånd, mens De ledte efter låsen i en ganske ukendt dør med med anden? Det er ikke nogen helt nem opgave, kan jeg godt betro Dem, og da det endelig lykkedes, viste det sig, at violinisten havde sat kæden på indvendig.
  – Han har nok glemt, at jeg er ude? mente Michelle.
   Jeg mente, at han nok hellere ville holde øje med, hvornår hun prøvede at liste sig hjem, men det sagde jeg ikke noget om. Andre folks meninger er som regel bare til besvær. Nå, det viste sig at vi begge to tog fejl, for da violinisten efter lang tids kalden endelig kom til døren, blev det klart, at han fuldkommen havde glemt, at han overhovedet havde en kone. Da han havde set lidt på hende, dukkede der alligevel et eller andet frem af hukommelsens dyb, og han tog kæden af og lukkede os begge to ind.

Efter den tid, det havde taget ham at komme til døren, skulle man have troet, at kahytten var et par hundrede meter på hver led, men det var ingenlunde tilfældet. Den var tvært imod temmelig trang, så da vi tog plads alle tre var der ikke plads til flere. Det var første gang, jeg var tæt på violinisten, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at han var endnu grimmere i virkeligheden end på de billeder, hvor avisens ondsindede medarbejdere forsøgte at gøre ham så grim som muligt. Han var ustyrlig grim; helt utrolig, fantastisk, ubegribelig, ufattelig, himmelråbende grim. Og hans tøj så heller ikke for godt ud. Men han var skam flink nok af en violinist at være.
   Da det gik op for ham, at han ikke var alene med sin kone, sprang han straks op, og vupti! Som en anden tryllekunstner stod han pludselig med et stort ølglas i hånden og var ved at skænke mig en kvart liter blandet cognac og absint. Jeg var sikkert røget ud gennem bunden af skibet og havde endt mine dage som fiskefoder og bolig for en blæksprutte, hvis jeg havde drukket af den heftige blanding, så det gjorde jeg ikke.
   Men violinisten havde åbenbart et ganske frit forhold til absint, for han skænkede en lignende dybvandsbombe til sig selv og slyngede det hele ned i tre store slurke, før han skænkede en magen til ... også til sig selv. Kom så ikke og sig, at violinister ikke har hård hud på indersiden af kroppen.

Det er svært af afgøre, hvor mange genstande, den gode musikant havde fået, inden Michelles og min ankomst, men for at sige det rent ud, så var han påvirket af spiritus. Han prøvede at se mig klart med begge sine plørede abeøjne på een gang og sagde nogenlunde tydeligt: – Nå så du er Robertson!
  – Overhovedet ikke, svarede jeg.
  – Nå så du ikke er Robertson!
  – Helt igennem.
  – Men min kone ... her pegede han på koøjet ... hun kender Boberston, Robertsan, son ... særdeles godt!
  – Robertson er jo en kent person, sagde jeg forsigtig. Man skal holde sig til sandheden, hvis der ikke er anden udvej.
   Violinisten vendte sig og udførte endnu en tryllekunst. Denne gang stod han pludselig med en violin i den ene hånd og en violinbue i den anden. Det skulle have været omvendt viste det sig efter lidt besvær med at lokke toner ud af instrumentet, men da den grimme mand først havde fået violinen til den rigtige side og buen til den anden og lidt efter vendt buen, så strengene vendte nedad, så gik det helt godt. – Nu skal jeg spille for dig, sagde han og bekræftede dermed den mistanke jeg havde fået, efter han var begyndt at spille. Men til at begynde med var det nu ikke så slemt. Uhyret var virkelig en stor virtuos. Uden ophold spillede han det ene store violinstykke efter det andet ... Nej det er ikke rigtigt. Han gjorde faktisk adskillige ophold for at drikke mere absint, men det var som om tonerne ikke nåede at dø ud imens, og hele tiden gled Michelle længere og længere ned på briksen, indtil hun til sidst lå temmelig ukvindeligt halvvejs ude på gulvet med lukkede øjne og armene lidt rodet op over hovedet. Måske var det musikken, der havde den virkning. Jeg skal ikke kunne sige det, for da hun først var gledet ned, var der ikke plads til at jeg selv gled nogen steder, så jeg blev høfligt siddende og lyttede mellem hendes ben. Altså ... De forstår, hvad jeg mener: Jeg sad jo selvfølgelig ikke og lyttede dér, jeg sad dér og lyttede. Ganske enkelt. Og sikke hendes mand kunne spille. Tonerne fyldte den lille kahyt, så jeg overvejede at åbne koøjet, men det blev ikke nødvendigt, for ligesom jeg havde tænkt, at der virkelig var grænser for, hvor meget violinmusik et menneske kunne rumme og stadig bevare sin forstand, så blev uhyret pludselig kridhvid i ansigtet og faldt om på gulvet, eller dørken hedder det vel, når det er til søs.

Hvordan han overhovedet fandt plads til at dratte om, er en gåde, men pludselig lå han bogstavelig talt for vore fødder med violin og det hele. Det klædte ham i al fald ikke at være så bleg.
   Michelle havde åbenbart prøvet rumlen før, for hun fik vredet sig på højkant og forsvandt ud i det mikroskopiske badeværelse, der hørte til kahytten og kom tilbage med et pilleglas og fiskede en lille lilla pille frem og pressede den ind mellem violinistens blå læber. Rent farvemæssigt var det meget harmonisk, men virkningen syntes at udeblive helt og holdent. Den store grimme violinist rørte sig ikke og så heller ikke ud til at trække vejret så meget, som han nok burde have gjort.
  – Sker det tit, når han spiller? spurgte jeg.
  – Åh ja, temmelig tit, svarede hun. – I morgen er han frisk igen.
  – Hvad var det for en pille, du gav ham?
  – Amyl nitrit.
  – Er det ikke sådan noget, man limer rumfærger sammen med?
  – Det plejer i al fald at hjælpe på Rudolf, svarede hun og lagde hovedet på skrå og betragtede sin mand med et tomt udtryk.
   Jeg syntes, vi burde gøre noget, så jeg spurgte: – Hvad gør vi nu?
   Michelle aflagde endnu et besøg i badeværelset og kom tilbage med en medicinflaske og en stor måleske af rød plast. – Jeg plejer at give ham noget af det her, hvis han ikke trækker vejret, sagde hun og hældte et forsvarligt mål op, og jeg skal ikke kunne sige, hvor meget der vitterlig endte inden i violinisten, for den unge dames bagdel spærrede charmerende for udsigten, mens hun administrerede medicinen.
   Vi ventede lidt på virkningen, men der skete ikke noget.
  – Skulle vi ikke tilkalde skibslægen? spurgte jeg.
  – Det kan godt være, sagde hun. – Jeg må nok hellere gå op og hente ham. Husk for Guds skyld, at du ikke skal nævne noget om Robertson til nogen. Det er meget vigtigt, at hans navn holdes uden for alt det her. Du ved, hvodan han er.

Nu havde vi ikke lige en bibel, jeg kunne kysse og sværge evig tavshed på, så jeg gjorde det næstbedste og skar en ubestemmelig grimasse, mens jeg inderligt ønskede, at Robertson ville klare sine egne affærer selv i stedet for at sidde et eller andet sted og spille kort.
   Så forsvandt den unge dame og jeg sad alene tilbage med den dårlige. Nu var det adskillige minutter siden, han havde trukket vejret, og da jeg med nogen besvær havde fundet det sted på hans sammenkrøllede krop, hvor hjertet burde befinde sig, var der ikke en lyd at høre. For den sags skyld kunne manden være stendød, og det var han da også.
   For en sikkerheds skyld gav jeg ham kunstigt åndedræt et par minutter ... efter den gamle metode, hvor man hiver i armene. Jeg mener: Metoden betød nok ikke noget, hvis manden allerede havde forladt skuden så at sige.
   Michelle kom tilbage sammen med en ældre herre, der præsenterede sig som skibslægen og derefter konstaterede, at den verdensberømte violinist havde skiftet instrument og nu spillede harpe i det store orkester i det høje.
   Det var ikke lige de ord, han brugte, men meningen var den samme. Michelle viste ham den medicin, hun havde givet sin mand, og lægen studerede etiketterne og nikkede og rømmede sig meget sigende. – Jeg går ud fra, at De gav ham den fulde dosis.
  – Ja, svarede Michelle.
   Doktormanden så hen på mig som for at få bekræftet, at enken virkelig havde gjort, som hun hævdede, og jeg nikkede tilbage. Det var det mindste, jeg kunne gøre. Desuden anede jeg ikke, hvad den fulde dosis var i dette tilfælde. For min skyld kunne det være alt fra tre dråber til en halv liter. Jeg er ikke mediciner.
  – Jeg kan desværre ikke udstede dødsattest, når Deres mand ikke var min personlige patient, sagde lægen. – Loven er meget striks på det felt, så jeg beklager, at der vil blive et officielt ligsyn, når vi kommer i havn.
   Det var jeg ked af at høre, for det betød, at jeg skulle have besvær med at møde op og afgive forklaring, og ligsyn er i det hele taget en trist affære uden oplivende momenter, da man ikke engang, som navnet ellers antyder, får liget at se. Men der var ingen vej uden om. I mellemtiden var der så et par dage ombord på skibet, hvor Michelle gjorde sit bedste for at forklare mig, at hendes bekendtskab med Robertson var meget gammelt og meget fint, og at det ville være synd at trække ham med til violinistens afskedskoncert eller for den sags skyld overhovedet nævne hans navn ved høringen. Jeg svor, at jeg stadig følte mig moralsk bundet af min tidligere grimasse, så hun kunne være ganske rolig, jeg ville holde mig strengt til det, jeg havde set og hørt i kahytten den skæbnesvangre aften. Jeg ville godt have spurgt hende, hvor meget medicin, hun egentlig havde givet sin mand, men det ville jo klart antyde, at jeg mistænkte hende for at have myrdet ham med koldt overlæg, og det var ikke lige de ord, man trøstede en sørgende enke med, så jeg undlod at spørge.
   Mærkelig nok så jeg ikke mere til Robertson på resten af overfarten. Det skulle ikke undre mig, om han har siddet i en af kahytterne og spillet hasard fra morgen til aften.

Den dag ligsynet skulle finde sted, mødtes Michelle og jeg uden for bygningen og vekslede et par ord. Jeg havde haft tid til at tænke over det med medicinen igen og hun havde tydeligt nok haft tid til at komme sig over tabet af spillemanden, så denne gang spurgte jeg lige ud. – Hvor meget medicin gav du ham egentlig?
  – Tre dråber, svarede hun uden at blinke, skønt det i hvert fald var en lodret løgn. Godt nok havde jeg ikke set medicinen blive hældt i selve manden, men jeg havde set tilstrækkeligt til at være sikker på, at de tre dråber, hun havde målt af havde været meget meget store; sådan cirka to hundrede dråber efter den gamle målestok fra dråbernes barndom, men det kunne jo være, hun havde spildt. Jeg havde jo selv konstateret, hvor meget hun rystede på benene den aften, så skønt hun ikke gav medicinen med fødderne kunne der jo godt være spildt en del af de afgørende dråber.
  – Har du forresten set noget til Robertson siden turen? spurgte jeg.
  – Nævn for Guds skyld ikke hans navn i dag, sagde hun og så sig hurtigt om. – Han og jeg skal giftes om tre måneder, og du ved, hvordan pressen altid jagter noget, de kan fordreje til en stor skandale. Det kan vi simpelthen ikke byde en fin mand som Robertson.
   Jeg skar min kendte grimasse, og vi gik ind og tog tingene, som de kom. Det første der kom, var et idiotisk vidne, der påstod, at han havde set mig arm i arm med afdødes unge, smukke hustru. Det kunne jeg nemt give en forklaring på, men den blev jo lidt mangelfuld, når jeg ikke måtte nævne Robertson, så på en eller anden måde kom det til at se ud som om, det var mig, der havde haft noget lusk kørende med den nuværende rige enke. Forhørsformanden, eller hvad nu sådan en gut hedder, så strengt på mig og sagde med gravrøst: – Flere vidner har set Dem og Michelle X kysse hinanden på første mellemdæk ... altså, hmm, forstået på den måde, at De begge befandt dem i korridor A på første mellemdæk, da kysset fandt sted.
   Man kan naturligvis ikke gå gennem livet uden at gøre indrømmelser, så jeg tilstod på stedet, at jeg vitterlig et kort øjeblik havde befundet mig på første mellemdæk sammen med fru X. Men jeg sværger: Det som måske for et nysgerrigt blik kunne virke som et lidenskabeligt kys, skyldtes udelukkende, at den unge dames ben et øjeblik var ekset under hende, så vi begge to mistede balancen, og frem for at falde forover og slå hovedet ind i en ildslukker, som hang på væggen, så valgte jeg af to onder at lægge min mund mod den unge dames mund et øjeblik, til vi hver især havde genfundet balancen. Det var ikke kærlighed, det var ren og skær nødværge. På æresord.
   Så rejste en snedigt udseende ekspert sig op, og jeg kunne bestemt ikke liden den måde han hele tiden kikkede på mig på; som om han ville sige: Jeg skal nok få skovlen under dig kammerat. – Har De kendskab til medicin? spurgte eksperten og så strengt på mig.
  – Jeg plejer at klare mig med kamillete, svarede jeg, som sandt var.
  – Vær venlig at svare på spørgsmålet.
   Nu var det ubehagelig tydeligt, at jeg lige pludselig var under anklage for at have sendt den gode spillemand på turné i Paradis, så jeg indså nødvendigheden af at svare præcist og fyldestgørende på de spørgsmål, der blev stillet mig. – Jeg har et vist kendskab til albyl, sagde jeg og viste mit ærlige ansigt.
  – Men De er ikke på nogen måde medicinsk uddannet eller på anden måde bekendt med det medicinske fag?
   Jeg tænkte mig om. Min forhenværende kone plejede ganske vist at sige, at jeg havde lægende hænder, men det var vist mest for at få mig til at røre ved hende et bestemt sted, så dén erfaring kunne jeg nok holde for mig selv, uden at skulle høre for det senere. – Nej, sagde jeg. – Jeg er totalt blank på den anden side af hybensaft og romtoddy.
  – Hvordan er Deres kendskab til kemi?
  – Uha. Ikke godt, indrømmede jeg. – Jeg lavede engang et stykke sæbe i skolens fysiklokale, men det lugtede så grimt, at jeg selv blev sat til at brænde det af i en spand midt på sportspladsen.
   Eksperten så ærgerligt på mig. Han skulle nok have forberet sig lidt bedre. Herefter kom to læger og erklærede uafhængig af hinanden, at kun en person med meget indgående kendskab til medicin eller kemi ville vide, at netop den medicin, som den kendte violinist havde indtaget, ville virke dødelig i store doser sammen med absint. De to ting ville simpelt hen danne et eller andet grimt noget nede i maven, som man bare ikke kunne tåle. – Afdødes død skyldes med stor sikkerhed et hændeligt uheld, sluttede den sidste læge meget overbevisende.
  – Helt enig, sagde den anden læge. – Et hændeligt uheld.

Det sidste var en speciel stor lettelse for mig, fordi Robertson på netop dén rejse var på vej til Stockholm for at modtage Nobelprisen i kemi, og man vil jo nødig tro om sine medmennesker, at de har opført sig så helt igennem udspekuleret og umoralsk. Vel?


Copyright (c) 2016 Jørgen Brenting

Første side | Noveller – oversigt