Første side | Noveller – oversigt

En fremmed pigE

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 2016

Jeg tålte kun Günther på grund af hans kone, Elise.
   Hvis sandheden skal frem, så var jeg lidt forelsket i hende ... nåja, mere end lidt. En hel del faktisk. Og kærlighed gør som bekendt blind.
   Jeg mødte Elise og Günther, da de købte pragtvillaen ved siden af mit beskedne hus ned til stranden, hvor jeg bor.
   Günther brasede gennem hækken ind til mig den første dag og sagde: "Hvor meget skal du have for hele lortet?"
   Jeg må have set lidt spørgende ud, for han pegede på mit dejlige, lille fiskerhus fra 1820 og tilføjede usentimentalt: "Det tager udsigten til højre. Hvor meget? Du kan få overført pengene med det samme, så vi kan få det fjernet."
   Jeg ville naturligvis ikke sælge, og jeg regnede ikke med at veksle et eneste ord med det menneske igen.
   Han rakte en ringbesat hånd frem. "Jeg er Günther."
   En charmerende kvindestemme kaldte fra den anden side af hækken: "Günther for helvede! Hvor er du?"
   "Rovdyret kalder," grinede han sjofelt og brasede tilbage gennem hækken.
   Samme aften kom han tilbage og inviterede mig over til en velkomstdrink. Jeg var på nippet til at takke nej, men nysgerrigheden efter at se "rovdyret" tog overhånd og jeg fulgte ham tilbage gennem hullet i den hæk, jeg havde været syv år om at få tæt.
   En dejlig kvinde midt i trediverne kom os i møde, og jeg smeltede på stedet. Hvis hun var et rovdyr, så var hun bestemt af katteracen; en smækker hunkat, som enhver mand ved sine fulde fem ville give hvad som helst for at få lov til at stryge med hårene. Det var i al fald min mening.

***

Nu skulle man jo tro, at dette første møde blev brugt til at udveksle lidt personlige oplysninger, men sådan fungerede Günther slet ikke. Han skulle have scenen for sig selv - hele tiden. Hvis han et øjeblik ikke kunne finde på noget om sig selv, så brændte han en plat vittighed af.
   Elise så drømmende ud i luften og nippede til et glas juice, mens Günther og jeg drak "mandebajere"; Günthers udtryk for nogle sydtyske øller, han selv importerede, fordi de danske var for "pissede".
   Nå, men det fremgik tydeligt, at Günther var et geni til at tjene penge. Ja, der var faktisk ikke den ting, Günther ikke var et geni til. Præcis hvad han tjente alle de mange penge på, forstod jeg ikke, men jeg følte mig lidt kedelig ved siden af ham. Eller også var det Elise, der fik mig til at føle sådan. Hun var virkelig det mest indtagende menneske, jeg havde mødt, og det irriterede mig, at Günther ikke kunne holde mund, så jeg kunne tale med Elise. Men på den anden side var der noget fjernt over hende; som en usynlig rude, vi kunne smile til hinanden igennem, men som forhindrede enhver nærmere kontakt. Jeg trøstede mig med, at sådan var hun nok bare over for fremede. Jeg tog fejl, men det vidste jeg ikke dengang.
   Da Günther et øjeblik var borte for at hente "ægte isterninger fra Sydpolen du", smilede hun fraværende til mig og spurgte: "Hvad laver du så?"
   "Jeg er ... i service-branchen," svarede jeg. Af en eller anden grund syntes jeg, det var upassende at fortælle hende, at jeg var efterforskningsleder i drabsafdelingen. Elise forekom alt for fin og sart til, at skulle plages med tanker om drab og død.
   I den følgende tid kom jeg en hel del hos Elise og Günther, når de ikke lige sad nede på deres enorme motorbåd i havnen og lod sig beundre. Jeg tror egentlig, de var glade for den afveksling, jeg bragte med mig. Efterhånden blev det en vane at gå lige ind, når jeg besøgte dem. En lun aften gik jeg gennem huset, fordi jeg tænkte, at de nok lå ude ved svømmepølen. Det gjorde de også. Jeg hørte Elise, mens jeg stadig var skjult af en rosenhæk, og skønt lyden nok skulle have forekommet mig bekendt, nåede jeg så langt, at jeg også fik syn for, hvad de foretog sig med hinanden. Jeg trak mig lydløst tilbage og skyndte mig ind til mig selv, med et mærkeligt indtryk af, at Elise spillede komedie. Eller også var det en syg form for ønsketænkning fra min side.

***

En flimrende varm sommerdag nogle uger senere, sad jeg ovre hos Elise og Günther og nød Elises nærhed, da en ung pige kom op fra stranden og gik over deres store græsplænen mod terrassen, hvor vi sad. Hun var meget slank og havde en gammeldags sort badedragt på, og hendes hår var kort og ravnsort og lå tæt ind til hovedet, hvad der gav hende et lidt drenget udseende. Det var  tydeligt, at hun kom lige nede fra vandet.
   "Hvad fanden," udbrød Günther og rettede sig op og trak maven ind.
   "En af dine bekendte, darling?" spurgte Elise sødt.
   "Jeg ville sgu ønske, det var," svarede han ugenert.
   Pigen kom helt hen til os og smilede til Günther og Elise.
   Günther rejste sig straks rakte næven frem. "Jeg er Günther."
   Pigen tog hans hånd og sendte ham et strålende smil, der gik lige ned til centrum for hans bevidsthed. "Helene," sagde hun med en stemme, der kunne vække beskytterinstinktet i enhver med blot et bekskedent overskud af mandlige hormoner. Så vendte hun sin opmærksomhed mod Elise og spurgte lige så indtagende: "Hvor er jeg?"
   "Du er i sikkerhed her, honey," svarede Günther.
   Kan man nu forstå det? På mindre end fem sekunder var en stor, selvbevidst mand reduceret til en lallende idiot.
   Elise var mere nærværende og praktisk. "Er der noget, vi kan gøre for dig, min ven?"
   "Jeg måtte bare væk," svarede Helene og så tilbage mod havet. "Du aner ikke, hvad de gjorde ved mig. Jeg kunne ikke holde det ud mere ..." Her sukkede hun dybt. "Jeg sprang bare overbord og svømmede alt, hvad jeg kunne."
   Günther så lamslået fra pigen til havet. "Derude?"
   Hun nikkede. "Ja, i vandet."
   "Jamen, det er jo forfærdeligt!" udbrød han. "Hvad gjorde de dog ved dig?"
   Helene fik et forpint udtryk i sit lille, følsomme ansigt. "Jeg vil helst ikke tale om det, Günther," sagde hun med spinkel stemme og så ud over havet, hvor en stor sejlbåd var på vej ud over horisontlinjen. "Du kan jo selv se; de leder ikke engang efter mig. De er bedøvende ligeglade. Dem, der ikk er skæve, er kanonfulde."
   Er du virkelig svømmet ind fra den båd?" spurgte jeg.
   "Den var jo ikke så langt ude før," svarede Günther for tøsen. Det kunne jeg selv have regnet ud, og det var heller ikke det, jeg spurgte om.
   Helene så kort på mig og afgjorde tydeligt nok med sig selv, at jeg var et harmløst nul.
   Elise rejste sig og lagde et badehåndklæde om pigens skuldre. "Kom lille skat, så finder vi noget tøj, du kan have på.
   Helene nikkede medgørligt, og Günther og jeg sad bare og gloende, dels undrende dels beundrende efter de to smukke kvinder, der forsvandt ind gennem de store franske døre.

***

Samme aften blev jeg kaldt ud til en mordsag, og der gik tre dage, inden jeg kom hjem igen og kunne følge med i, hvad der skete inde hos Elise og Günther. Til min store overraskelse var pigen stadig hos dem. De havde gjort et halvhjertet forsøg på at opklare, hvem hun var, og hvor hun kom fra, men der var ikke kommet noget ud af det. Jeg kunne nemt have hjulpet dem, men ret beset vedkom det jo ikke mig, hvem de ville have boende. Så skulle jeg også bare have forklaret, at jeg arbejdede i politiet, og jeg kunne stadig ikke se mig selv fortælle Elise, at jeg levede af at rode med lig.
   "Jamen, hvade havde I tænkt jer?" spurgte jeg Günther, mens vi sad og så Elise og Helene lege i poolen.
   "Vi synes egentlig, hun er rar at have i huset," svarede han. "Der er ligesom kommet et mål med Elises og min tilværelse, forstår du. Der var så tomt, før Helene kom."
   Jeg behøvede ikke se på ham for at konstatere, at han var forelsket helt op til livremmen, og jeg indrømmer gerne, at min profession påvirker den måde, jeg omgås andre mennesker på. Jeg spekulerer på ting som skjulte motiver og hemmelige planer. Nu stod det pludselig klart for mig, at den mystiske pige måske slet ikke var så mystisk endda. Det hele kunne være et nummer, som pigen og Günther havde udført for at få hende ind i huset uden at vække Elises mistanke. Hvor fantastisk fungerer menneskets hjerne ikke, når der skal spindes rænker til egen fordel! Iponerende! At jeg dog ikke havde set det med det samme.

***

Nogle dage senere mødte jeg Günther nede på stranden. Han havde trukket den store motorbåds jolle på land og var ved at reparere et hul i bunden.
   "I virkeligheden burde jeg sælge begge bådene," sagde han træt. "Jeg hader sgu vand." Han bankede en stor træprop i hullet i båden. "Jeg kan sgu ikke engang svømme. Men du ved, hvordan kvinder er: De vil gerne have, deres tilværelse har lidt klasse. Elise ville aldrig gå med til at sælge motorbåden.  Folk ville jo tro, vi var på røven."
   Det lignede absolut ikke Günther at tale på den måde, og pludselig så jeg hans plan klart for mig: Han ville sejle ud i jollen med Elise, og når de var kommet langt nok ud, ville han sparke proppen ud af hullet. Resten ville give sig selv. Nu havde han jo fortalt mig, at han ikke kunne svømme. Jeg var åbenbart udset til at være hans alibi, når han selv kom plaskende ind til land i sin redningsvest, mens Elise sank hjælpeløs ned gennem vandmasserne.
   Jeg måtte advare Elise, inden hun lod sig lokke med ud i jollen. Men jeg kunne ikke finde hende. Hun og Helene var taget et eller andet sted hen for at ... et eller andet. Jeg spurgte Günther, hvor hun kunne være, men han var lidt uklar på det punkt.
   To dage senere dukkede de op, men da jeg kom over for at advare Elise, trak Günther mig til side med et sjofelt grin. "Man er sgu en værre horebuk," sagde han stolt. "Du har selvfølgelig ikke erfaring med den slags, men jeg kan godt sige dig: Kvinder er vilde med rigtige mænd."
   Han så forventningsfuld på mig. Jeg gad dog ikke polere hans opblæste selvfølelse, men ordene brændte i ham; de måtte ud. "Hende den lille ..."
   "Helene?"
   "Ja, for helvede. Hun er vild efter at smage fars manddom, du. Jeg siger dig: hun er vildere end alt andet kørvel, jeg har plukket, og det siger ikke så lidt. Ved du, hvad hun har arrangeret?"
   "Nej."
   "Hun ligger ude på motorbåden og venter på mig i aften. Hvad giver du! Er det ikke skide frækt! Jeg fortøjer båden ude ved bøjen, du ved, og hun svømmer derud i eftermiddag, mens Elise tror, hun er i byen eller noget, og så sejler jeg derud i jollen i aften og giver hende et ordentligt rap med svaber 1. Er det ikke genialt, hva'? Eller er det bare genialt? Det er sgu topgenialt. Det har den frække lille tøs fundet på. Kvinder du! Nogen gange er de sgu uhyggelig smarte."
   En bølge af håb skyllede gennem mig. Hvis Günther stak af med Helene, kunne jeg få Elise for mig selv. Man er jo bare et menneske.
   "Du er sgu misundelig," grinede Günther. "Jeg kan se det på dig."
   "Selvfølgelig," løj jeg. "Jeg håber proppen ryger ud af din jolle, mens du sejler."
   "Tror du ikke, far her ved, hvordan man slår en spuns i et hul?" Han så på uret, "Nu skal jeg sgu op og gøre mig lækker."
   Jeg så efter ham og tænkte: Du skulle bare vide, at jeg har gennemskuet dig, kammerat.

***

Til min store glæde og overraskelse inviterede Elise mig over samme aften. Det var så sjældent, vi fik talt rigtigt sammen uden at blive forstyrret, sagde hun. Det kunne jeg kun give hende ret i, men det var alligevel sært at sidde smmen med hende på terrassen og se ud over vandet og vide, at dér ude, i selv samme øjeblik lå Günther og Helene i motorbåden og ... nåja, gjorde, hvad de nu gjorde.
   For en gangs skyld var Elise ikke det mindste fjern. Vi talte vidunderligt sammen, og Elise kunne åbenbart mærke, at jeg havde lyst til hende, for hun spøgte med det og drillede mig, men jeg var standhaftig, selv om det blev sent, inden jeg lå i min egen ensomme seng. Günther var ikke kommet tilbage endnu.
   Næste morgen fandt de ham nede i vandkanten, kun iført badebukser og med ansigtet under vand. Det havde åbenbart ikke været mandigt nok for ham at ankomme til stævnemøde med redningsvest på.
   Op ad formiddagen kom en af de lokale fiskere ind til havnen med Günthers jolle liggende på dækket. Årerne og proppen i hullet manglede selvfølgelig. Han havde overvurderet sine egne evner til at slå spuns i.
   Jeg gik ned til badebroen, hvor jollen havde ligget fortøjet. En tynd nylonline var bundet om den yderste pæl og forsvandt ud i vandet. Jeg halede linen ind. Der var vel femhundrede meter. Proppen fra jollen sad i den anden ende. Det overraskede mig ikke. Det var en djævelsk enkel mekaniske, Günther havde konstrueret. Når båden sejlede ud, blev linen strammet og proppen blev trukket ud. Elegant. Vandet ville allerede stå livsfarligt højt i båden, og man ville være langt ude, inden det kunne ses over bundbrædderne. Det gøs i mig ved tanken om, at Elise havde været udset til at gå i den fælde. Men som det gamle ord siger: Den der graver en grav for andre ...Det var næsten ufatteligt, at Günther havde glemt at løsne linen, inden han selv sejlede ud, men når en moden mand lader sig blænde af en ung kvinde, er alt muligt. Drevet af sin egen liderlighed, var Günther gået lige i sin egen fælde. Det forekom på en måde retfærdigt, skønt det var en frygtelig høj pris at betale. Mit eget forhold til Elise var heldigvis præget af langt mere fornuft, selv om vi heller ikke kunne siges at være jævnaldrende.

***

Det var ikke min mening at trænge mig på næste dag. Jeg ville blot tilbyde Elise min hjælp.
   Der var ingen i huset, så jeg fortsatte ud på terassen, men inden jeg kunne ses fra swimmingpoolen, hørte jeg, at Elise ikke var alene. Jeg lurede rundt om rosenhækken og så Helene kærtegne Elises fine kind, og det var afgjort ikke kun for at trøste hende. Jeg er ikke snerpet, men det stødte mig alligevel på mere end én måde, at Elise allerede var sammen med en anden, så kort efter Günthers død, og jeg var faktisk på vej bort, da jeg til min overraskelse hørte Helene sige. "Tag det nu roligt, elskede. Der er aldrig nogen, der vil mistænke os to. Vi er de smarteste mordere i verden."
   Elise, den Elise, jeg i det skjulte havde været forelsket i, svarede: "Man behøver ikke være særlig smart for at forblænde en mand ... En hvilken som helst mand ... Selv fjolset inde ved siden af."
   Det var i det øjeblik, jeg bestemte for for alligevel at fortælle Elise, hvad jeg arbejdede med.

 

Copyright (c) 2016 Jørgen Brenting

Første side | Noveller – oversigt