Første side | Noveller – oversigt



ET UMAGE PAR

kriminalnovelle af Jørgen Brenting (c) copyright 2016

"Hotel og Casino" stod der med guldbogstaver på baldakinen over hovedindgangen. En stor limousine kørte op foran hotellet, og den uniformerede dørmand skyndte sig ud i støvregnen og åbnede døren til passagersæderne og gjorde honnør.
  En bedårende ung kvinde i en tækkelig dragt steg ud og hjalp en affældig gammel mand ud på fortovet under baldakinen. Den gamle knugede en solid dokumentmappe i favnen. Limousinens chauffør ordnede resten af bagagen med hotellets personale, mens det umage par trådte ind i hotellets store, smukke vestibule og fortsatte direkte frem til receptionen fulgt af adskillige interesserede blikke. Var det far og datter, der indskrev sig for natten? Eller måske en gammel gris med sin unge brud? Var de kommet for at bo eller for at spille i casinoet? Hvad mon der var i mappen, som den gamle klamrede sig til? Var det livsvigtig medicin, eller en formue i rede penge? For de gæster, der denne sene eftermiddag sad i vestibulen og snakkede eller læste avis, var parret en velkommen afveksling. Især den unge kvinde tiltrak sig opmærksomhed.
***

Samme aften mødte parret op i casinoet. Den unge kvinde var stadig meget tækkelig klædt, men hendes lange kjole efterlod alligevel ingen tvivl om, at naturen havde været storsindet mod hende. Hun støttede den gamle hen til rouletten og sørgede for, at han kom til at sidde komfortabelt. Hele hendes opmærksomhed var koncentreret om oldingen, der stadig holdt krampagtigt fast om den svære dokumentmappe. En af de mandlige gæster, der også havde bemærket parrets ankomst nogle timer tidligere, forlod sin plads og gik rundt om roulettebordet og stillede sig ved siden af parret. Han rømmede sig let og hilste, da den unge kvinde sendte ham et spørgende blik.
    – Gregers Werle, sagde han og rakte hånden frem til hilsen.  – Hvis det ikke generer, vil jeg gerne stå her i aften. Jeg er sikker på, De bringer held.
   Kvinden smilede en smule sky og gjorde plads for Werle.
    – Naturligvis. Jeg håber De får glæde af mit selskab.
    – Jeg har glæde af det allerede, svarede Werle og indledte dermed bekendtskabet med det umage par.
   Den unge kvinde lænede sig ind mod den gamle og sagde højt ind i hans øre:  – Hr Werle mener, vi bringer lykke.
    – Sig endelig Gregers, brød Werle ind.
   Den gamle gnækkede fornøjet og sendte Werle et hurtigt blik, før han atter koncentrerede sig om rouletten.  – Læg titusind på nummer 14, Amalie, kommanderede han.
   Den unge kvinde adlød øjeblikkelig under de øvrige gæsters udelte bevågenhed. Et øjeblik efter tilhørte de mange penge casinoet.
    – Det morer mig ikke i aften, gnækkede den gamle og vendte sig fra bordet.
    – De har en dejlig bar her, skyndte Werle sig at sige.
   Amalie så taknemmelig på ham og gentog oplysningen for den gamle.
    – Jeg byder, tilføjede Werle.
   Dét hørte den gamle.  – Glimrende, unge mand, glimrende. Hvad venter vi på?
   De satte alle tre kursen mod baren og til Werles store tilfredshed forholdt den gamle sig passiv og uinteresseret den næste halve time, mens Werle underholdt sig med Amalies charmerende selskab. I løbet af ingen tid var de to dybt inde i en meget personlig samtale, som Werle hellere havde ført under fire øjne et helt andet sted. Han fortalte om den udlånsvirksomhed, han drev; om hvor nemt det var at tjene på folk, som stod med et akut behov for et eller andet.
    – De bliver blinde, sagde han og skålede med Amalie.  – Det er bare at slå til i det rette øjeblik.
   Amalie så betaget på ham.
    – Det eneste, der mangler i mit liv, er en smuk ung kvinde ... en kvinde som dig, Amalie, tilføjede han og sank til bunds i hendes dybblå blik, som en bevidstløs and i en bundløs skovsø. Et øjeblik til og han ville henrevet falde ned af stolen for fødderne af hende.
    – Så skal vi i seng, Amalie, sagde den gamle pludselig.
   Werle så forfædet på Amalie. På et sekund var fortryllelsen brudt.
   Hun lo og hviskede ham i øret:  – Bare rolig. Det er ikke på dén måde. Det er kun Marius, der skal i seng.
   Werle drog et lettelsens suk. Amalie vendte sig mod den gamle og tilføjede højt:  – Så går vi, Marius.   – Jeg har inviteret Gregers med op til en godnatdrink på værelset?
    – Hvem?
    – Hr Werle! råbte Amalie ind i øret på den gamle, og sendte Gregers et sigende blik.
   De tog elevatoren op til suiten, som Amalie og den gamle delte. I den lille elevator stod Amalie og Gregers så tæt, at han kunne beruse sig i duften af hende. Inde i suiten hjalp Amalie den gamle ned i en af lænestolene og lagde dokumentmappen til side og skænkede drinks til dem alle tre, men den gamle fik sin galt i halsen med det samme og ville ikke blive siddende, da han endelig havde fået vejret igen.
    – Jeg bliver altså nervøs for dit hjerte, når du gør den slags, sagde Amalie bekymret og hjalp ham op at stå.
    – Pengene, Amalie, bjæffede den gamle.
   Amalie sendte Gregers et tænksomt blik, før hun hentede den kraftige dokumentmappe igen og åbnede kodelåsen. Mappen var fyldt med penge. Tykke bunter af penge, sirligt anbragt i to lag over hele mappens bund.
   Gregers prøvede at skjule sin forbavselse, men hans øjne havde svært ved at slippe det forjættende syn. Der måtte være en enorm formue.
   Uden at ænse deres gæst begyndte Amalie at tælle sedlerne i hvert eneste bundt. Lynhurtigt, med trænede fingre, arbejdede hun sig gennem stakken af sedler, mens hun efter hvert bundt proklamerede, hvor stort en beløb, der nu var kontrolleret og redegjort for. Ved hvert nyt beløb nikkede den gamle sigende.
   Gregers så fascineret fra Amalie til den gamle og tilbage igen for så at blive hængende ved pengende. Du almægtige, sikken en formue man kunne komme i besiddelse af, hvis man bare ventede til det rette øjeblik ... Tænk, hvis man kunne få både pengene og pigen.
***

Da den gamle endelig var gået til ro for natten, satte Amalie sig i sofaen ved siden af Gregers og løftede højtideligt sit glas og skålede med ham, som om de først nu indledte det rigtige bekendtskab.
    – Er det ikke utilfredsstillende for en ung kvinde at leve sammen med sådan en ... ældre herre? spurgte Gregers.
   Amalie smilede en smule blegt.  – Jo, det er nok det rigtige ord, indrømmede hun.  – Utilfredsstillende.
    – Savner du aldrig en mands, hmm, selskab, Amalie?
   Igen det samme lidt forsagte smil.  – Jeg ved, hvad du mener. Hun trak benene op under sig i sofaen og virkede meget yndig og feminin og meget, meget erotisk.
    – Og jeg mener det, sagde Gregers med overbevisning.  – Vi burde gå ind til mig. Mit værelse er lige nede ad gangen.
    – Åh, du aner ikke, hvor jeg gerne ville, hviskede Amalie og berørte hans kind og hans læber og hans nakke med sine bløde hænder.  – Men jeg kan ikke.
    – Hvorfor ikke? spurgte Gregers hæst.
   Hun vred sig lidt.  – Jeg kan ikke ... sagde hun lavmælt og slog blikket ned.
    – Du kan stole på mig, Amalie.
    – Jeg har gjort noget slemt. Jeg vil helst ikke tale om det. Ikke nu Gregers, så er du sød. Senere måske ... når vi kender hinanden bedre.
    – Jeg kan slet ikke forestille mig, at du nogen sinde ... begyndte han, som skulle han forsvare en dydig jomfru ved en ridderturnering.
   Hun så fortvivlet bort.  – Du har jo selv set, hvordan pengene bliver talt hver aften.
   Han undrede sig.  – Ja?
   Amalie så tilbage mod døren ind til den gamles soveværelse.  – Kan vi ikke gå ind til dig? hviskede hun.  – Jeg kan ikke tale om det her.
    – Der er jo det, jeg ...
   Hun lagde afværgende en hånd på hans arm.  – Jeg går kun med, hvis du lover at opføre dig som en gentleman.
   Det lovede Gregers Werle på stedet. De listede ud på gangen og forsvandt hurtigt ind på Werles værelse. Amalie satte sig på sengekanten og Gregers holdt sit løfte ved at sætte sig en armslængde fra hende.
    – Nu kan du tale frit, sagde han.
    – Du aner ikke ... stemmen knækkede over.  – Det er pengene. Hvis jeg ikke er der til at tælle dem, tæller Marius dem selv.
    – Jamen, hvad det har med os to at gøre?
    – Det er jo det, jeg prøver at fortælle dig. Jeg er nødt til at være der. Hvis han åbner den mappe selv, opdager han, hvad jeg har gjort.
    – Jamen, hvad er det?
   Hun rystede på hovedet.  – Jeg vil ikke tale mere om det. Jeg kan ikke.
    – Jamen, hvad har du gjort, Amalie. Så sig det dog! Er der ikke noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig?
   Hun rystede sørgmodigt på sit bedårende hoved.  – Jeg kan umuligt blande dig ind i noget, min els ... Gregers.
   Han rettede sig op og skød brystet frem.  – Naturligvis hjælper jeg dig, erklærede han generøst.
   Amalie rystede på hovedet igen.  – Hvor ville jeg dog ønske, vi havde lært hinanden at kende under andre omstændigheder. Hun drejede hovedet halvt bort, og store tårer fyldte hendes smukke øjne.
   Gregers greb hendes hånd og gemte den beskyttende i sin.  – Nu bliver du altså nødt til at sige, hvad det er, der plager dig. Jeg kan ikke lade dig lide på den måde.
   Hun gjorde sig fri af ham og rejste sig.  – Jeg bliver nødt til at gå tilbage, inden pengene skal tælles igen. Du er en meget, meget sød og dejlig mand, men vi må afbryde vores forbindelse her.
   Gregers sprang også op og stod lige foran hende og spærrede vejen til døren.  – Lige før var du parat til at tilbringe natten sammen med mig.
   Hun fingererede lidt ved hans jakke.  – Der var ikke noget, jeg hellere ville, end at tilbringe natten sammen med dig, Gregers. Åh, du aner ikke ... Det er så længe siden ... Amalie bed sig let i underlæben og sendte ham et genert blik.  – Du får mig til at føle mig så ... så smuk, hviskede hun.  – Smuk og begæret.
    – Jamen, du er smuk, Amalie! Du er den smukkeste kvinde, jeg nogen sinde ...
   Hun lagde en finger på hans læber, inden han kunne fuldføre sin kærlighedserklæring.  – Jeg er en tyv. Man kan ikke begære en tyv, vel?
   Han forstod ikke lige straks; troede et øjeblik, at hun mente, hun var en tyv, fordi hun havde stjålet hans hjerte.  – Hvad mener du?
    – Du har selv set det.
    – Set hvad dog!
    – Det hvide bundt.
    – Det hvide bundt? Hvad i alverden taler du om?
    – Jeg har taget ... lånt ... jeg har lånt et helt bundt af Marius' penge, hundrede tusind. På nær de to sedler, der ligger øverst og nederst. Jeg har lånt alle pengene og lagt almindelig hvidt papir ind i stedet for. Det er derfor, jeg bliver nødt til at være der, når pengene skal tælles. Hver gang de skal tælles. Nogen gange vækker han mig midt om natten og forlanger pengene talt, fordi han tror, han har hørt nogen luske rundt i mørket. Han er syg. Når han dør, arver jeg det hele. Han er bare en ensom gammel mand. Hvis jeg ikke er der, når pengene skal tælles, vil han tælle dem selv og afsløre mig ... hun så på ham med et blik, der på een gang var både ømt og trodsigt.  – Derfor kan jeg ikke elske med dig i nat, selv om jeg ... åh, jeg er så parat, Gregers. Er det meget slemt, at en pige siger sådan? Jeg har ikke så meget erfaring ... bare så parat.
   Det syntes Gregers bestemt ikke var slemt; hverken det ene eller det andet.  – Jeg har en plan, sagde han bestemt.
    – Hvis jeg bare kunne lægge dem tilbage. Bare i nat ... så vi kunne være alene du og jeg. Bare en enkelt vidunderlig nat.
    – Det er det, jeg prøver at fortælle dig, sagde han ivrigt og tog begge hendes hænder i sine.  – Jeg vil hjælpe dig med pengene, så vi ...
   Der kom et forskrækket udtryk i Amalies ansigt.  – Jeg kunne aldrig tage imod så mange penge af dig, Gregers. Du kender mig jo slet ikke.
    – Jeg føler, at jeg har kendt dig hele mit liv, erklærede han.  – Jeg har hundrede og tyve tusind i hotellets boks.
   Store tårer løb ned ad hendes kinder, da hun kyssede ham. Bagefter hentede Gregers sine penge, og de gik ind til den gamle og åbnede mappen og skiftede det hvide bundt ud med rigtige menneskepenge. Men i det samme kom den gamle ud i natskjorte og så de to unge. Han gav et skrig af vrede og slog afmægtigt, gammelmandsagtigt ud efter Amalie. Hun smækkede mappen i, men for sent. Den gamle fór hen til et lille bord og rev skuffen op og stod pludselig og fægtede med en revolver og bandede stygt med ansigtet fortrukket i afsindigt raseri. Så stivnede han, tog sig til hjertet, så overrasket på de to andre, styrtede om, affyrede et skud op i loftet og lå stille.
    – Åh gud! Han har fået et hjerteslag! råbte Amalie.
   Gregers rev og sled i mappen for at få sine penge tilbage, men mappen var tilsyneladende gået i baglås i forvirringen.
   Amalie trak i ham.  – Du må væk herfra, min elskede, inden nogen ser dig og begynder at stille spørgsmål. Man vil tro, du kom for at stjæle Marius' penge. Vent inde hos dig selv, så kommer jeg ind, så snart som muligt. Nogen har hørt skuddet. Åh Gud, han er død! Der bliver en masse spørgsmål. Åh, Gregers. Jeg elsker dig. Gå nu, inden de kommer. Nej, kys mig. Åh, Gregers, kys mig, kys mig. Snart er vi sammen for altid. Vi kan gøre lige hvad vi vil. Alle pengene er mine nu. Du store himmel, jeg er rig! Vi to behøver aldrig mere bekymre os om noget som helst, når det her er overstået.
   Gregers skyndte sig ind til sig selv. Han hørte stemmer ude fra gangen og ventede med hjertet oppe i halsen, mens skiftevis angst – og lystfyldte fantasier myndrede gennem hans hoved.

***

Liget lå i samme stilling som før. Amalie trak kjolen op over hovedet og smed den på sengen.
    – Er han væk? hviskede liget.
   Amalie fandt en tækkelig grå kjole i skabet og smøg sig ned i den.  – Skynd dig nu, sagde hun.  – Vi har ikke for meget tid.
   Den gamle rejste sig og glattede sit tøj.  – Jeg er snart for gammel til det skuespil. Vi kommer til at finde på en anden dødsmåde til mig, inden jeg brækker noget.
   Amalie gav ham et stort, inderligt kys.  – Du er bare så pragtfuld, Alfred! Især med den næse!
   Den gamle trak den kunstige latex –næse af og var pludselig som forvandlet. Så skyndte han sig ud i badeværelset og skrubbede de værste rynker bort og børstede håret tilbage og trak en tæt, grå paryk på.
   Imens fuldførte Amalie sin forvandling til gammel morlille. Med den lethed, der kommer af lang tids øvelse, skiftede hun fra ung, bedårende kvinde til sød gammel kone med knold i nakken og en lille pudsig hat gjort fast med en lang hattenål.  – Så går vi, Alfred, sagde hun og puttede den svære mappe med pengene i ned i en billig lærredspose.
   Alfred nikkede og fulgte efter Amalie ud på gangen. De så hurtigt til begge sider og skyndte sig hen til elevatoren og kørte ned.  – Jeg elsker dig, Emma, sagde han. Jeg takker min skaber for dig hver eneste dag.
   Hun smilede og gav ham et hurtigt kys, inden de gik tværs over den fornemme vestibule og forlod hotellet uden at nogen tog notits af det søde, gamle par i ens grå frakker.

Copyright (c) 2016 Jørgen Brenting