Selv om de var alene i den lille pensionistlejlighed, lænede Søren sig frem mod Kamma, da han talte.
– Nu er jeg helt sikker, sagde han i et lavt, fortroligt tonefald.
Kamma nippede til den stærke kaffe og så tankefuldt ud i stuen.
– Det er en ægte Rembrandt, hviskede Søren og kom til at støde til det spinkle sofabord, så kaffekopperne klirrede, næsten som havde de været en forlængelse af hans egne nerver. – Navnet står ganske svagt nede i hjørnet.
– Det kunne hænge ved siden af uret, sagde Kamma.
De så begge to længe på den tomme plads ved siden af standuret. En Rembrandt ville uden tvivl pynte gevaldigt over det gulnede tapet.
– Det er bare temmelig brunt i det, sagde Søren lidt efter, nærmest for at lægge en dæmper på sin egen forventning og få hjertet til at slå i en takt, han kunne tåle. Når man havde passeret de 70, var der visse ting, man måtte tage hensyn til.
– Tobaksrøg, fastslog Kamma, som aldrig tog hensyn til noget, skønt hun havde levet af sort kaffe og cigaretter i de sidste 60 år. – En gang Ajax skal nok få frisket det op.
De så længe på den tomme plads på væggen.
– Er du sikker på, hun har forstået, at du gerne vil have billedet? spurgte Kamma så. Hendes tiltro til Sørens evner kunne rummes i hovedet på en lille flue.
– Der går ikke en dag, uden at jeg beundrer det.
– Jamen siger du noget til hende? vrissede Kamma.
– Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er jo lige så interesseret i det billede, som du er.
– Hvor mon hun har sådan et kostbart billede fra?
– Slægten er jo rig fra gammel tid. De kan have haft det i flere hundrede år uden at tænke over det. Rembrandt kan have foræret det til dem for en skål suppe. Den slags gør malere tit.
– Er hun klar over, at hun snart skal dø?
– Hun er i al fald begyndt at rydde op og smide væk. Arvingerne er også begyndt at sværme.
– Tror du, de er klar over, at den gamle dame har en Rembrandt hængende?
– De er jo så unge. De interesserer sig mere for de farvestrålende rædsler, hun har alle vegne: Halv- og helnøgne kvinder og jeg ved ikke hvad. Du skulle se dem! Man tror ikke sådan noget om en pæn gammel dame...
– Jeg er mere bekymret for arvingerne.
– I dag er der jo nøgne kvinder alle vegne.
– At de skal opdage noget, dit gamle fæ.
– Nåe!
***
Det var så mange år siden, Søren var begyndt at gå til hånde hos den gamle dame, at ingen mere huskede, hvordan det var kommet i stand. I starten havde han gået små ærinder for hende. Inden længe hjalp han også til med praktiske gøremål i den store herskabelige lejlighed, hvor hun boede alene efter en ældre søsters død.
Søren ordnede dryppende vandhaner og hængte nystrøgne gardiner op og hjalp med at pudse sølvtøj. Han blev uundværlig, selv om han ikke var meget bevendt i de dybere samtaler, som den gamle dame elskede. Til gengæld vidste han alt om, hvad der skete i byen, og det kunne jo også være interessant.
Til sidst kom han hver dag hos den gamle dame, redte hendes lange hår og lavede kaffe, snakkede og spøgte. Den gamle kom til sin egen undren til at holde af hr. Søren, som hun ikke havde holdt af noget andet væsen, siden hendes elskede puddelhund døde.
Som mand sagde han hende ikke noget, men ingen mænd havde overhovedet sagt hende noget siden hendes alt for korte tid sammen med den store kunstmaler Pablo Jamon i den pure ungdom.
Åh, bare tanken om Pablo...! Hun sad med lukkede øjne foran spejlet i soveværelset og lod hr. Søren rede sit hår, mens hun et øjeblik blev borte i drømmen om de lange dage med mad og vin, kærlighed og latter, elskov i mandeltræernes lyse skygge – eller i Pablos primitive hus fyldt med malergrej og grove møbler. Men hendes familie brød sig hverken om Pablo eller det liv, han levede. Hun havde, hårdt presset, givet efter for deres ønsker og fortrudt hver eneste dag lige siden. Hvis bare...
Da hun modvilligt vendte tilbage til nutiden, vidste hun, at det var i dag, hun skulle redde Pablos maleri fra sin griske familie, koste hvad det ville. Den måde, hun havde fundet, ville have glædet Pablo inderligt; han som hadede al griskhed og falsk kærlighed til kunsten.
– Nu har vi så tit talt om kunst sammen, begyndte hun, stadig varm i hjertet efter minderne om Pablo.
– Det er en stor fornøjelse at høre om alle de ting, De ved noget om, svarede Søren glat.
– Jeg har jo også bemærket Deres interesse for det lille brune med bondegården.
– Det minder mig så meget om min barndom på landet ... far og mor.
– Ja ja, det har nok sin rigtighed, men kunst er det jo ikke.
– Næh, såmænd, samtykkede han listigt. – Det er jo heller ikke værdien, jeg tænker på ... mere minderne.
Hun rejste sig og trak ham med ind i stuen, hvor Pablos mesterværk hang sammen med alle de andre billeder, han havde foræret sin ungdoms elskede.
– Har De aldrig undret Dem over, at jeg har disse billeder hængende?
Søren vidste instinktivt, at her skulle han træde varsomt.
– Såmænd, svarede han vagtsomt.
Hun skævede til ham. – De føler Dem måske bare lidt flov på mine vegne, siden De aldrig af egen drift har nævnt billederne med et ord?
– Nåe ...
– De ved jo nok, at jeg ... den gamle dame ledte efter det rigtige ord. – At det er mig på de fleste af billederne! Hun lod vemodigt blikket glide hen over de farvestrålende nøgenstudier af en smuk ung kvinde.
Søren så chokeret fra den lille rige dame til de ublu billeder af uforfalsket ungdom. Du gode gud! Den tanke havde aldrig strejfet ham!
Hun lo. – Jag har bestemt, hvem der skal have dem alle sammen efter min død, undtagen det bedste; dét der! Hun pegede på et lille, men ganske detaljeret nøgenstudie i olie.
– Javel, ja.
– Det skal De have for alt, hvad De har gjort for mig. Og De skal tage det med herfra i dag.
Søren stirrede på hende. Hvad var det her for noget? Stod hun dér og hånede ham? Som om han ikke havde hoppet og sprunget for hende til en ussel løn i årevis. Han så med gru på det skamløse nøgenbillede. Det var jo den rene pornografi. Hvad ville Kamma ikke sige?
– Ja, det er virkelig mig, klukkede den gamle dame. – Såmænd er det så.
Søren bed hovedet af al skam. – Jeg ville have været tilfreds med det lille brune ... De ved, jeg har altid haft en svaghed...
Den gamle dame rystede på hovedet. – Nu taler vi ikke mere om dét. Jeg kan ikke udholde tanken om, at de gribbe, der kalder sig mine arvinger, en dag skal stå med Pablos dejlige billede. Hver eneste af hans malerier, som jeg har snydt dem for, har været mig en lettelse, og dette billede vil det især glæde mig at få anbragt langt fra deres kløer.
Et langt livs træning havde lært Søren ubesværet at give andre ret i selv de tåbeligste tanker. Men denne gang var ordene ikke til at få frem.
Inden i ham kogte følelserne i gloende olie, og resten af dagen gjorde han sine tjenester uden glæde. Og det var lige før han havde "glemt" det rædselsfulde billede, hvis ikke den gamle havde mindet ham om det, da han ville gå. Han pakkede det forsvarligt ind i tykt brunt papir, mens han bandede lydløst bag en falsk maske af taknemmelighed.
***
Dagene gik; de blev til uger og måneder. Søren havde stillet det famøse nøgenbillede ind i bunden af klædeskabet, så snart han og Kamma var færdige med at forarges sammen.
– Hvis hun kommer på hospitalet, bytter jeg billederne om, sagde Søren til Kamma. – Det er os, der skal have den Rembrandt!
– Hvad så med arvingerne?
– Bare de ikke opdager noget, kan de jo være ligeglade. Det er heller ikke dem, der har hoppet og sprunget for hende i årevis. De har slet ikke fortjent det billede.
– Bare hun snart ville dø.
– Ja ja, det kommer nok.
***
En kølig morgen lukkede Søren sig ind i lejligheden og blev uvilkårligt stående i den mørke entré. Noget var forandret i de stille rum, og en stærk fornemmelse af, hvad der var sket, krøb ind i ham, som tågen krøb ind mellem træerne udenfor; på én gang klam og inderligt forfriskende.
Uden at forhaste sig tog han hat og frakke af. Han blev stående foran det store rokokospejl og så på sig selv som for at sikre sig, at han kunne klare det, han måtte gøre nu.
Inde i den første stue var alt, som det plejede at være. Malerierne hang, hvor de skulle. Krystalskålen med æblerne stod midt på det runde mahognibord. Det ægte tæppe under bordet lå glat og rent med frynserne ordnet så fint som manken på en cirkushest.
I den store stue hang den lille brune Rembrandt stadig ved siden af skabet med sølvtøj.
Den gamle dame lå bleg og skarp i sin seng med armene oven på tæppet og kroppen strakt, som var hun allerede gjort klar til det endelige møde med sin skaber og de efterladte, i hvilken rækkefølge de nu måtte dukke op.
Søren stod i døren til hendes værelse og kneb en tåre ved tanken om dødens kølige nærvær. Han kunne næsten mærke suset fra den tunge, sorte kappe. Men ønsket om at eje det brune billede fortrængte heldigvis hurtigt tankerne om egen forgængelighed.
Han gik tilbage til den fjerneste stue, hvor telefonen stod. Omhyggeligt lukkede han døren efter sig – som om det, han nu ville sige, kunne nå ind til den gamle. Så trykkede han Kammas nummer.
– Hun er død, sagde han da hun tog røret. – Kom med billedet!
Søren blev siddende, til Kamma langt om længe bankede forsigtigt på hoveddøren. Som to små gnavere på vej over hylderne i spisekammeret pilede de gennem lejligheden med alle sanser spændte og øjnene på stilke.
På et øjeblik var det uartige nøgenbillede oppe på væggen, og det lille brune i sikker forvaring i Kammas store taske. De turde knap nok se på hinanden, så begejstrede var de over det kup, de havde gjort.
Søren rømmede sig. – Ja, så må vi jo hellere melde hende død.
***
Til deres overraskelse viste det sig, at den gamle dame havde noteret gaven til hr. Søren i sine papirer – til alt held dog kun som "et billede".
Nu ville boets advokat gerne se det pågældende billede – sådan lige for en ordens skyld, som han sagde i telefonen. Han ville sende to af sine medarbejdere.
Søren og Kamma svedte ved tanken om Rembrandts afslørende underskrift i hjørnet af det lille brune.
– Kan vi ikke bare skære den del af? foreslog Søren i ægte desperation.
– Er du fuldkommen forrykt!
– Det hjælper vel ikke at stille en plante hen foran ...? Vi kunne også male navnet over og få en konservator til at fjerne malingen igen, når advokaten har været her!
Kamma viftede irriteret med hånden.
– En bred ramme, afgjorde hun endelig. – Vi skjuler navnet bag en ny, bred ramme. Det vil virke helt naturligt.
***
Kamma fik ret i, at en bred ramme med specielt tilvirket bagside var i stand til at skjule signaturen i nederste hjørne. Helt naturligt virkede det dog ikke, da billedet hang på væggen igen og lignede noget, der var stjålet fra Solkongens slot, men nu var det for sent at ændre mere.
Der kom to unge sportstrænede mænd i lange, dyre frakker og en sky af eau de cologne. Neden for blokken holdt deres lave bil og virkede utålmodig efter at komme tilbage til fortovene foran de mondæne cafeer i den indre by. Der faldt en sten fra Sørens hjerte, da han så de to selvsikre grønskollinger, der så åbenlyst troede, de var universets herrer begge to.
– Det er denne vej, sagde Søren servilt og gjorde plads for de besøgende.
De to unge smilede venligt og så sig om som to rovdyr på jagt. Søren udpegede det lille brune. Det var trods alt ham, der førte ordet, når der var fremmede til stede.
– Vi har desværre måttet ofre en ny ramme på det, sagde han for at komme ubehagelige spørgsmål i forkøbet. – Den gamle faldt jo nærmest fra hinanden ... rammen, mener jeg.
Kamma sendt ham et af den slags blikke, der siges at kunne dræbe. Hvis de unge mænd opdagede, hvor bred rammen var, ville de måske også interessere sig for, om den eventuelt skjulte noget vigtigt. Og navnet Rembrandt i hjørnet af et maleri var jo ikke sådan at bortforklare.
Men de to unge herrer kastede kun et enkelt blik på det lille brune billede, før de smilede og takkede for venligheden og skyndte sig tilbage til bilen og forsvandt.
Oppe i den lille lejlighed så Søren og Kamma begejstret på hinanden og følte for første gang i årevis ægte samhørighed. De havde klaret det!
Nu er vi rige, hviskede Søren med andagt i stemmen.
Tre dage senere ringede den gamle dames advokat og spurgte Søren, om han ville være behjælpelig med et par praktiske ting i afdødes lejlighed. Mod betaling, naturligvis.
Søren spekulerede på, om det mon var en snedig fælde, der var lagt for ham, men lovede at møde op. Han kunne ikke finde en måde at undslå sig på uden at vække mistanke.
***
Det forbavsede egentlig ikke Søren at finde den gamle dames lejlighed fuld af mennesker, da han næste dag med bankende hjerte ankom til den aftalte tid. En bred, uniformeret vagt stod ved siden af det billede, som den gamle dame havde insisteret på at forære ham.
Han følte koldsveden springe frem på kroppen. Som om det lige straks ville blive udråbt over forsamlingen, at her hang det sjofle klatmaleri, som skurken hr. Søren havde haft den uhørte frækhed at ombytte med en uvurderlig Rembrandt.
Søren følte skulderen brænde, dér hvor den stærke vagtmand om lidt ville gribe fat med jernhånd og holde ham frem til spot og spe, måske endda løfte ham op, så alle kunne se, hvilken sølle usling han var. Det gav et sæt i ham, da han blev tiltalt bagfra, og han vendte sig rædselsslagen og stod ansigt til ansigt med en nydelig ældre herre, der præsenterede sig, ikke som fængselsinspektør, men som chef for et stort auktionshus.
– Ja, jeg kendte den gamle dame ganske godt efterhånden, sagde manden. – Det er ikke mere end nogle måneder siden, jeg vurderede alle hendes malerier, da hun forærede de fleste bort til alverdens museer. Men det mest kostbare ...
Nu kommer det! tænkte Søren rædselsslagen og lukkede uvilkårligt øjnene.
– Det allermest værdifulde planlagde hun at forære til en person, der havde hjulpet hende gennem mange år. Men hun må have fortrudt, for billedet hang her endnu, da vi blev tilkaldt for at tage os af samlingen. De har sikkert tit beundret det smukke nøgenstudie af Pablo Jamon, som vagtmanden står ved. I modsætning til den lille dårlige Rembrandtkopi, hun engang havde hængende, så er billedet dér den ægte vare ... Nu er det på vej til et af verdens største museer. Jeg gætter på, at de kommer til at give mindst fire millioner for det billede alene ...
Auktionsmanden smilede til Søren og skyndte sig at tilføje: – Fire millioner dollars naturligvis. Ja undskyld, jeg så godt, at De lige troede, at boet blev snydt for en formue. Dollars, ha ha! Æh, hrm. Hvad var Deres forhold til den gamle dame? Er De en af den nærmeste familie – for hvis De er, så får De brug for professionel hjælp, når alle de mange penge skal investeres.
Søren tog sig til panden. – Det ... det bliver ikke nødvendigt, stammede han.
Copyright (c) 1996-2004 Jørgen Brenting